Der har været drøn på i ejendomsbranchen de seneste uger.

Transaktioner for flere milliarder er blevet kørt igennem, og det betyder, at der er rigtig mange, der kan drage et lettelsens suk og nyde sommerferien i lidt større drag end de ellers havde kunnet – velvidende, at deres job også er der, når de kommer tilbage efter sommeren.

Ergo er der god tid til at tænke over nogle af branchens store uløste dilemmaer.

Tit ser man tingene lidt mere i perspektiv, hvis man tillader sig selv at slappe af, nyde børn, mad, natur og sommer og lad tankerne vandre. Så her kommer lidt inspiration til, hvad det for eksempel kunne handle om:

1. Transaktionerne er tilbage, men…
Transaktionerne er kommet tilbage. Her er der nok nogle af læserne, der ikke lige sidder hos en transaktionsadvokat, hos mæglere eller har et mandat, der skal formøbles, som tænker: Kan det ikke være lige meget, om der bliver købt og solgt ejendomme? Men det kan det ikke. Transaktionerne er i mange tilfælde vigtige, fordi det ofte er i den forbindelse, at en ny ejer ser kritisk på, hvad der skal til for at optimere ejendommen og måske også investerer i at forbedre den. Det kan også være, at en ny ejer er klar til at transformere den eller byde ind på anden vis. Præcis som når en privat bolig bliver solgt.

I første halvdel af året blev der solgt for godt 30 milliarder kr. ejendomme i det professionelle marked. Over halvdelen blev solgt i København, der ellers kun rummer cirka 10 procent af det bebyggede areal. Yderligere 8 procent blev handlet i Aarhus. Så det er åbenlyst, at de professionelle investorer flokkes om storbyerne.

Det er især internationale investorer, der er tilbage i markedet. Dem har vi lært meget af, men en fondsforvalter i Atlanta er ikke nødvendigvis lige så forhippet på, at en bygning skal stå knivskarpt som en projektudvikler, der skal gå og kigge på den hver dag.

Hvordan sikrer vi, at alle får ikke bare en afkastbaseret interesse i danske ejendomme, men også en interesse i, at ejendommen bidrager mest muligt til sine omgivelser og gør livet bedre for sine beboere?

2. Hvad er den geniale model for offentlig og privat samarbejde?
Når det offentlige bygger, så går det ikke altid lige godt. Faktisk bliver der tabt milliarder af skattekroner på gulvet. Det sker sjældent i det private.

De kommende år er der brug for flere offentlige byggerier og især renoveringsprojekter, for en stor del af skoler, børnehaver, plejehjem og erhvervsuddannelser er nedslidte, mens der med et stærkt voksende antal ældre er brug for mange flere plejehjem.

Men vi mangler den geniale model, der sikrer, at stat, regioner og kommuner kan dække sig ind juridisk og betrygge det politiske miljø i, at samarbejdet er gensidigt givende. Med den store positive sidegevinst, at de får opfyldt nogle af de store behov for at forny bygningsmassen samtidig med, at pensionskasser og andre leverer et markedskompatibelt afkast til deres opsparere.

3. Hvordan genbruger vi mere?
Hvordan kan det blive attraktivt at genbruge fremfor at rive ned?

Klimamæssigt giver det simpelthen ikke mening, at vi river så meget ned som vi gør. Ikke bare lader et stort antal parcelhuse livet hvert år, fordi de ligger på en grund, der er mere attraktiv end det, der er bygget på den.

Typisk er husene for små for i dag bliver nye parcelhuse bygget på mere end 200 kvm. Det er et enormt spild, vi er vidne til, og det er naturligvis bare mangedoblet, når vi taler store erhvervsejendomme.

Byggeriet står for en stor del af Danmarks CO2-udledning – og det når en bygning bliver opført, at den udleder mest. Men ifølge dugfriske sommertal fra en ny rapport fra Social- og Boligstyrelsen, så nedrives der 2,2 milllioner kvm om året.

Til sammenligning udgør nybyggeriet 5-6 millioner kvm. 46 procent af nedrivningerne er ganske vist landbrug, men 20 procent af det nedrevne areal erstattes af nybyggeri til samme formål, – hovedsageligt enfamiliehuse. Og hele 60 procent af det nedrevne areal er opført efter 1960, hvilket Social- og Boligstyrelsen helt fornuftigt tillader at nævne, at det “kan indikere, at det ikke nødvendigvis er en bygnings alder eller stand, der er afgørende for, om den bliver revet ned”. Det kan og bør ikke fortsætte. Der skal findes nogle løsninger.

4. Hvornår skal der rækkes ud til politikerne?
Til november er der kommunalvalg. Da jeg for nylig var moderator på en konference spurgte jeg Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel om, hvor meget han var gået i “kommunalvalgs-mode”. Det var ikke meget, sagde han. Måske fordi, at der er en stor sandsynlighed for, at han bliver valgt igen.

Men det må ikke blive en sovepude for ejendomsbranchen, at man nogle steder tænker, at “regimet” bare fortsætter. Det er klogt allerede at række ud nu – som i efter sommerferien – både til de åbenlyse kandidater, – men også til dem, der kan blive “jokere” og ryge ind på poster med stor betydning for lokalplaner, udvikling og arkitektur rundt om i kommunerne.

Ejendomsbranchen har det med at komme for sent i forhold til det politiske niveau, og sommerferien kunne være en god anledning til at overveje, hvordan man sikrer sig, at det ikke sker igen.

Når det er sagt, så er København en helt særlig gyser for alle involverede i denne omgang. Ingen kan vist forudse, hvordan det ender, så her skal man være endnu mere om sig for at skabe kontakt.

5. Boligmarkedets mange dilemmaer
Der er flere dilemmaer i boligmarkedet. Det første og største er, hvordan vi sikrer, at unge har mulighed for at komme ind på ejermarkedet. Mere end to tredjedele af danskerne vil helst eje deres egen bolig, men under halvdelen gør det. Det er utilfredsstillende i et samfund som det danske, at så mange ikke har mulighed for at få opfyldt deres ønske.

Det er ikke så meget ejendomsbranchens skyld som skrappe krav til finansiering og låntagning i kombination med stigende priser. Men det er en uholdbar situation.

Desuden har vi brug for andre boliger end dem, der er flest af.

Vi bliver nærmest eksplosivt flere seniorer i samfundet i de kommende årtier, og den situation er vi nødt til at gøre noget ved. Som der var en, der sagde på en af vores konferencer for nylig, “jeg forstår nærmest ikke, at vi i branchen overhovedet får lov til at bygge andet end seniorboliger”.

Endnu større udfordringer i boligforsyningen på den lange bane
På den lidt længere bane, så er hele “industrien” udfordret. For hvem er det egentlig, der skal bo i boligerne om 20, 30 eller 40 år. I Danmark er vi gode til at tænke positivt, men det betyder også, at det endnu ikke er blevet italesat på regeringsplan, at vi bliver færre og færre. Hvis danskerne ikke snart får nogle flere børn, så er transformation endnu vigtigere, for der bliver ikke nogen at bygge nye boliger til.

I Sverige lægger de ikke fingrene imellem. Ja, man kunne fristes til at sige, at de har en sjælden kompetence til at tage sorgerne på forskud. Den blev brugt i denne uge, hvor Sveriges socialminister Jakob Forssmed holdt en pressekonference om, hvad den svenske regering vil gøre ved, at folk får for få børn. Se det svenske pressemøde her

I teorien kan en sommerferie, lidt god vin og tid med sin partner selvfølgelig godt gøre noget ved den slags på den korte bane, men mon ikke den mere proportionale tilgang vil være at opfordre til, at branchen og offentlige planlæggere tænker på, om det egentlig er det rigtige at udlægge nye parcelhuskvarterer eller man måske er nødt til at forny den eksisterende kernefamilieboligmasse i stedet.

Der er i hvert fald lidt at tænke over. Med ønsket om en rigtig skøn sommer! ☀️