mandag 23. juni 2025 10:33
Ny investor går med i milliardprojekt
Endnu en pensionskasse er klar til at investere i nye danske forsvarsfaciliteter.
Industriens Pension har meldt sig som investor i et offentlig-privat partnerskab (OPP), hvor kapital fra pensions- og finanssektoren skal finansiere, opføre og drive nye kaserner og boliger til Forsvaret.
Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse mandag.
Dermed slutter Industriens Pension sig til en fond med AP Pension i spidsen, hvor også LB Forsikring, Akademikerpension og P+ allerede er med.
– Det er en investering, der bidrager til en samfundskritisk opgave, hvor der er behov for både tempo og høj kvalitet. Som pensionsselskab har vi gode erfaringer med OPP-modellen, og vi ser det som en klar styrke, at vi kan kombinere privat kapital med samfundsmæssige behov, siger Søren Tang Kristensen, ejendomschef i Industriens Pension i pressemeddelelsen.
Ifølge pensionskassen vil byggeriet ske via en modulariseret byggeproces, hvor bygningerne fremstilles på fabrik og derefter samles på stedet. Det skal både gøre opførelsen hurtigere og reducere CO2-aftrykket sammenlignet med traditionelt betonbyggeri.
I milliardklassen
Hos AP Pension, der har taget initiativ til fonden, glæder man sig over den nye partner.
– Det giver rigtig god mening, at vi som investorer bidrager til at løse en højaktuel og presserende samfundsopgave med nye kaserner. Samtidig ser vi et fornuftigt investeringsgrundlag, og det er meget positivt, at Industriens Pension træder ind i kredsen af investorer, siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme.
AP Pension, Akademikerpension og P+ har tidligere meldt ud, at de er klar med trecifrede millionbeløb.
Hvor meget Industriens Pension konkret investerer, er endnu uvist, men den samlede investeringsramme ventes at lande i milliardklassen.
Byggevirksomheden Scandibyg og teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen er desuden med ombord som det udførende team.
Indtil videre er det dog stadig uvist, om OPP-modellen overhovedet bliver taget i brug. Forsvarsministeriet oplyste i slutningen af maj til Estate Media, at man er i gang med at undersøge modellens potentiale.
Afdækningen ventes afsluttet i første halvår af 2025 – hvorefter spørgsmålet skal drøftes med forsvarsforligskredsen og afgøres politisk.