
onsdag 11. juni 2025 11:25
Milling Hotels leverer bedste resultat i fem år
Den familieejede hotelkæde Milling Hotels lægger endnu et stærkt regnskabsår bag sig med et resultat før skat på 46,6 millioner kr. i 2024 – en markant stigning fra 33,6 millioner kr. året før.
Det fremgår at selskabets netop offentliggjorte årsregnskab for 2024, der også viser en egenkapital på 282 millioner kr. og en soliditetsgrad tæt på 50 procent.
Resultatet før skat er ikke set bedre de seneste fem år.
Dorte Milling, der sammen med sin mand, Jan Milling, driver hotelkæden peger på, at de har indfriet en række lån, som nu bidrager til “en stærkere og mere agil økonomi.”
– Det er sundt fornuft, og det giver os frihed til at udvikle os yderligere, siger Dorte Milling i en pressemeddelelse.
Den positive udvikling har betydet, at Milling Hotels har kunnet investere i sit hidtil største hotel i Vejle, med købet af Vejle Center Hotel, som de overtog 1. februar i år for 72 millioner kr.
Vil eje bygningerne selv
Mens mange aktører i hotelbranchen blot driver hoteller, men ikke ejer bygningerne, forholder det sig anderledes hos Milling Hotels. Jan og Dorte Milling vil eje alle de bygninger, deres hoteller ligger i, selv. Også selvom det betyder, at det tager længere tid at vokse.
– Det med at leje sig ind er som at tisse i bukserne for at holde sig varm, sagde Jan Milling til Estate Media tidligere på året.
Jan og Dorte Milling ejer og driver i dag 11 hoteller fordelt over Fyn, hvor de selv bor, Lolland og Jylland. Porteføljen består af hoteller som Milling Hotel Ritz i Aarhus og Milling Hotel Plaza i Odense.
– Man kan købe nok så mange hoteller, men det at drive et hotel handler om at arbejde med mennesker. Vi tror på, at det er medarbejderne, der i sidste ende gør forskellen – både for gæsterne og for hinanden. Og det er årsagen til, at vi leverer et så flot resultat, lyder det fra Jan Milling i pressemeddelelsen.
Jan Milling fortalte tidligere på året til Estate Media, at målet er at blive landsdækkende. Men han anerkender, at strategien om at eje alle hoteller 100 procent selv er med til at forsinke målet om at vækste og at åbne et hotel i København. Men det er vigtigere at have en sund og solid forretning end at åbne en masse nye hoteller.
– Vi vil hellere arbejde langsomt og sikkert, sagde han i april.
Generationsskifte
Jan og Dorte Milling kom ind i hotelbranchen for over 30 år siden ved et tilfælde. Han er uddannet tømrer og hun pædagog. Derfor lå det ikke i kortene, at de skulle drive en hotelkæde.
Men i 1994 solgte en familie, de kendte, et hotel i Odense. Et ønske om at være selvstændige betød, at det fynske ægtepar kastede sig ud i det.
I dag forbereder Milling-parret et generationsskifte, hvor deres børn gradvist får større rolle i virksomheden.