Alligevel formår de allerfleste at vaske tøjet og få det helt tørt, inden de hænger det ud til offentligt skue. Det kan man godt forstå. For ingen vinder ved at køre en offentlig sag. I et segment, hvor lønningerne er høje, skal der virkelig meget til for at tiltrække sympati for sin situation.

Medmindre man har en massiv social kapital og er et navn og et ansigt, som offentligheden før er stødt på og har sympati for, så er det næsten en umulig kamp. Et eksempel på det modsatte er Novo Nordisks Lars Fruergaard, som på trods af sin klare position på toppen af lønpyramiden har vundet en vis sympati over at blive gået så pludseligt og udadtil måske også uforståeligt.

Derfor er sagen om en tidligere medarbejder i CBRE, der har valgt at gå i retten med et krav om oprejsning ovenpå æreskrænkelse, også helt spektakulær. Først og fremmest, fordi den aldrig burde være kommet så langt. Er der en voksen til stede, fristes man til at sige?  For uanset udfaldet, så er hverken medarbejderen, CBRE eller ejendomsbranchen tjent med den og ingen kommer til at have et bedre liv bagefter, uanset om der er penge, der efter sagen ender med at skifte ejer. Det er lidt ligesom, når Trump og Musk tørner sammen. Man kan bare læne sig tilbage og spise popcorn.

I CBRE-sagen handler det om en medarbejder, der vil have oprejsning, fordi parterne har kommunikeret forskelligt i forskellige sammenhænge i forhold til om medarbejderen selv sagde op eller blev opsagt. Det har vi allerede på Estate Media beskrevet i flere artikler.

En løn man kan leve af
Det, der gør sagen så penibel er, at medarbejderen længe før, det blev en sag fortalte i flere medier, at han stoppede i CBRE, fordi han var nødt til at ”have en løn, man kan leve af”. Det er ikke ualmindeligt for en god transaktionsmægler at tjene på den gode side af 50.000 kr. i grundløn, og det er dermed over gennemsnittet i Danmark, som ligger på 48.572 kr. inklusiv pension.

Nu er det jo individuelt, hvad man kan leve for, og det er klart, at hvis man har sat sig for et vist omkostningsniveau og baseret sin økonomi for eksempel på en bonus svarende til årslønnen, så er udsagnet jo helt korrekt. Men det bliver nemt med en os af arrogance, og med sådan en udtalelse slår ejendomsbranchen sit ry fast som et sted, hvor man er lidt “smart i en fart”.

For CBRE er sagen dog endnu mere uheldig. CBRE har de seneste år, – stort set siden den mere flamboyante Henrik Cederholm trak sig fra selskabet, – ikke været særlig profileret.

I forhold til konkurrenter som RED Cushman Wakefield og Colliers, og i forhold til selskabets størrelse, så er såvel de ledende profiler som selskabets meget markante aftryk som mægler på en lang række af de seneste års transaktioner, forholdsvis lavt eksponeret.

Der er altså ikke oparbejdet en social kapital at trække på. Så herfra er der kun et godt råd: Se at få den sag lukket, inden den kommer i retten.

Man behøver dog ikke være uddannet psykolog for at kunne gennemskue, at når den er så langt som den er, så er der nok nogle, der er blevet stædige og føler sig trådt over tæerne. Formentlig begge parter. Det kan være svært at trække stikken og komme til forhandlingsbordet, når situationen er kommet så langt. Her må man bare sige, at CBRE som global koncern har mere at tabe, så det ville nok være klogt at spille den voksne i den konkrete sag.

Ifølge det, der er kommet frem, så er hele striden opstået af uenighed om fordelingen af nogle bonusser, og det er her, at sagen bliver til mere end blot kulørt spaltefyld.

Effektivt motivationsværktøj men det skal bruges rigtigt
For bonusser er et af de mest effektive motivationsværktøjer. Derfor skal de afmåles ganske nøje, og det er et værktøj, der kan styre hele organisationens tilfredshed, men også både bidrage til eller ødelægge samarbejdslyst og sammenhængskraft. Utallige er de salgschefer, der har revet sig i håret for at finde en løsning, der både understøtter den enkeltes fremdrift, teamets fællesskab og firmaets strategi. I ejendomsbranchen er det især hos advokater, revisorer og erhvervsmæglere, hvor indkomsten bliver målt direkte op på sager og omsætning.

Ser man på revisorerne har man for eksempel sine egne partnerbudgetter og indtjeninger hos nogle, mens andre har modeller, hvor overskuddet deles mellem alle partnerne i hele Norden. På samme måde deler nogle advokatfirmaer overskuddet mellem ejerpartnere, partnere og associerede partnere efter en helt fast nøgle, mens andre får den specifikke indtjening på den kunde, som de har ”skaffet” i hus.