Udfordret boligmarked får velfortjent kærlighed

Danmark har en voksende udfordring med sin boligmasse. Den passer i stigende grad ikke til vores befolkning. Den ligger til en vis grad de forkerte steder, og det er de forkerte, der ejer den. Og så er den i øvrigt for dyr. Den er også alt for energikrævende og ofte opvarmet af de forkerte kilder. Og alt i alt så bliver der slet ikke bygget nok.

Det er nogle af de indtryk, man får, når man læser artikler og udgivelser om boliger i Danmark. Boligpolitik er ikke særlig højt på agendaen hos politikerne, og det er derfor heller ikke et område, der får hældt forskningsmidler ned ad nakken.

Derfor er en ny hvidbog udgivet af By & Havn både spændende læsning og nytænkende i sin form.

By & Havn har fået en række kendte eksperter fra forskellige dele af ejendomsbranchen til at komme med deres bud på, hvad det københavnske boligmarkedets vigtigste problemstillinger er, og hvad der skal til for at løse dem.

Bogen er ikke egentlige indlæg af de enkelte bidragsydere, men interviews skrevet af Helge Toksvig Bjerre, der er en dreven PR-rådgiver. Nogle husker ham måske blandt andet som rådgiver for den daværende boligminister Kaare Dybvad Bek. Sidstnævnte nåede at skabe sig et markant eftermæle i ejendomsbranchen fra posten, fordi det var ham, der stod i spidsen for at påføre branchen et af sine hidtil største politiske traumer i form af det såkaldte §5, stk. 2 indgreb. Så Helge Toksvig Bjerre kender sine agendaer, og det er ikke hverken Blackstone eller andre ledende ejere af udlejningsejendomme, der er med i bogen, men folk med indsigt i nybyggeri og finansieringen af det.

Bidragsyderne til bogen er RDs Kamilla Hammerich Skytte, advokat Iben Winsløw, Nordanös Jacob Kjær, FB Gruppens Hans-Bo Hyldig, Homes Lone Bøegh Henriksen, BL-formand Bent Madsen, AP Pensions Peter Olsson, Pensiondanmarks Marius Møller, Aalborg Universitets Martin Vinæs Larsen og Finanstilsynets Louise Mogensen.

Indimellem citaterne er der masser af fakta og udsagn, som man må formode Helge Toksvig Bjerre står bag med godkendelse af By & Havns primus motorer i projektet salgschef Ingvar Sejr Hansen og kommunikations- og pressechef Kristian Wederkinck.

Nu er det jo By & Havn, der står bag, og derfor rummer bogen først og fremmest to budskaber: Vi bygger for lidt – særligt i København. Og vi bygger for lidt blandet by.

Det passer ind i By & Havns agenda, og hvidbogen skal selvfølgelig også ses som et indlæg i By & Havns dagsorden.

Det Københavns Kommune-ejede By & Havn er blandt andet sat i verden for at udvikle, omdanne og sælge offentlig jord og gøre det til attraktive bykvarterer i fremtidens København. I den sammenhæng er der brug for hele tiden at understrege, at der er brug for de boliger, der skal forme fremtidens kvarterer. Det gælder især i et kommunalvalgsår, hvor nogle politikere måske kunne få den tanke, at der ikke er brug for at bygge mere. Mens andre kunne få den tanke, at man gerne ville rulle nogle af de nye kvarterer tilbage som for eksempel Lynetteholm.

For alle virksomheder er det vigtigt at forsøge at påvirke rammerne, så man står stærkest muligt, og det gør By & Havn på virkelig fornem vis med hvidbogen. For der bliver spændt ben for det, der ellers kan ses som en åbenlys samfundsmæssig fornuftig agenda. Og ikke nok med, at der bliver spændt ben. De forskellige dagsordener spænder også ben for hinanden. For eksempel er der over hele landet fra Horsens til Aarhus og til København netop nu et ønske om flere ejerboliger. Men det man får, er flere lejeboliger, og det skyldes både en række finansielle og regulatoriske begrænsninger, men også planmæssige begrænsninger.

Et godt indspark
Hvis By & Havn skal få succes – og dermed politisk accept – af sin agenda om blandede boligkvarterer, så er det helt nødvendigt, at de samarbejdspartnere, der skal bygge, får mulighederne for det, og ikke er lammede af finansielle restriktioner eller uigennemtænkt lovgivning, som for eksempel har ramt mulighederne for at bygge andelsboliger.

Hvidbogen er på alle måder et rigtig godt indspark og et overblik i debatten om boligmarkedet. Og den rummer utrolig mange delagendaer, som når en af de store prisvindende boligbyggere i København de seneste år, Hans-Bo Hyldig, siger i bogen:

– Håndteringen i Københavns Kommune er så tung, at jeg flere gange har sagt: ‘Glem det. Det gider jeg ikke.’  

Og dermed minder politikerne om, at godt nok sidder de på grunde, som mange ser som attraktive, men træerne vokser ikke ind i himlen, hvis man ikke tager udviklerne seriøst. Heller ikke i den kommune i Danmark, der for mange er den mest attraktive at investere i.

Hvidbogen påpeger mange af de dilemmaer, der er i boligmarkedet i dag.

Men den bringer ikke løsninger. For dem sidder politikerne og især Finanstilsynet med. Her er der til gengæld hverken forståelse eller hjælp at hente hos Louise Mogensen, der har indvilget i at medvirke, men holder sig strikt til sit mandat og bliver ved med at hænge i begrundelser med udspring i finanskrisen. Herfra skal lyde en stor respekt for at lære af historien, men her 17 år efter finanskrisens begyndelse må vi altså også videre.

Lejebolig er reelt eneste alternativ
Samme dag som hvidbogen blev præsenteret kom der også en ny rapport fra Ejendomdanmark, der understøtter budskabet om behovet for nye boliger. Rapporten viser, at boligtomgangen er nede på 2,3 procent, hvilket er det laveste niveau siden 2014 og stort set svarer til strukturel tomgang. Altså de boliger, der står tomme, fordi nogen er ved at flytte ind og ud, men ikke rigtig giver nogen valgmuligheder for den interesserede lejer.

– Det skyldes især udviklingen i Aarhus og København, hvor lejeboligen i høj grad er et attraktivt alternativ til en ejerbolig, siger Ejendomdanmark.

Udmeldingen er forståelig nok, da medlemmerne primært er private udlejere, men spørgsmålet er om tolkningen er rigtig.

Mon ikke, at den er nødt til at være et attraktivt alternativ, fordi den er eneste alternativ, når man ikke kan blive godkendt til finansiering på en ejerbolig. Derfor har By & Havn en så ufattelig god pointe.

En ejerbolig skal ikke være en ret for alle, men der skal være en realistisk mulighed for unge for at få del i den velstandsstigning, som andels- og ejerboliger repræsenterer. En hel generation kan ikke forvente alle sammen at bo 5 minutter fra Rådhuspladsen, men det er ikke tilfredsstillende at tage en lang uddannelse og et attraktivt fuldtidsjob og alligevel ikke kunne komme ind på ejerboligmarkedet enten i form af en andels- eller ejerbolig.

Det er en bunden opgave for ejendomsbranchen at få ændret den situation, og det er hvidbogen i høj grad med til at belyse. Derfor er den et kærkomment bidrag i et marked, der påvirker hver eneste dansker og samtidig til stadighed er overraskende underprioriteret fra politisk side, ja man kan næsten sige pligtlæsning på den gode måde.

Find hvidbogen her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder