tirsdag 27. maj 2025 11:15
– Jeg har aldrig kunnet holde min mund
Det er sådan med magt, at mange gerne vil have den, men få vil vide af den.
Tirsdag morgen forsøgte Lars Thylander, Nina Kovsted Helk, Christian Fladeland og Peter Winther at sætte ord på, hvordan de oplever deres indflydelse – og magt – i ejendomsbranchen.
Det skete til det eksklusive arrangement Mød Magthaverne, hvor medlemmer af Estate Media kunne høre perspektiver fra de fire profiler og netværke med kollegerne.
Fælles for Thylander, Helk, Fladeland og Winther er, at de alle er med på årets Magthaverne – Estate Medias liste over de mest magtfulde personer i ejendomsbranchen.
De fire er sammen med 46 andre blevet udvalgt af en ni mand stor jury.

Bestyrelsesformand i Thylander, Lars Thylander, var hurtig til at påpege fra scenen, at han ikke selv så sig som magtfuld, men:
– Jeg vil hellere tale om indflydelse. Jeg har været i branchen i mange år og opbygget et netværk, så det afspejler sig nok.
Nina Kovsted Helk, der er relativt ny adm. direktør i Realdania, er nu på listen og pegede på, at hun nok mere var med på grund af Realdania end hende selv.
– Jeg har afløst Jesper Nygård, som tidligere havde omkring samme placering på listen, konstaterede hun.
Christian Fladeland, co-ceo hos den svenske ejendomsinvestor Heimstaden, vurderer, at han er repræsentant for den kapital, der er i fokus i markedet i disse måneder, mens Colliers’ Peter Winther pegede på, at hans synlighed og netværk bliver ved med at holde ham på listen år efter år.
– Jeg har aldrig kunnet holde min mund. Jeg vil gerne have, at vi har et marked, der er godt, og skal der være det, kræver det gennemsigtighed. Derfor har jeg altid forsøgt at sige, hvor jeg ser markedet er på vej hen og hvorfor.
Næste eksklusive arrangement for Estate-medlemmer er City Talks 26. juni. Læs mere om det her.



