Managing Partner Nicholas Thurø, Cushman & Wakefield RED. Foto: Cushman & Wakefield RED.

Rammer laveste fortjeneste i ti år: På det her punkt har vi været presset

Erhvervsmægleren Cushman & Wakefield REDs bruttofortjeneste ramte i 2024 det laveste niveau i ti år, viser det nyligt offentliggjorte regnskab.

Selskabet kom ud med en bruttofortjeneste på 44,2 millioner kr., hvilket ikke er set lavere siden 2015, viser en gennemgang, som Estate Media har lavet.

– Det er rigtigt nok det laveste i lang tid. Historisk er vores største indtjeningsben vores capital markets-afdeling, men den har været presset af markedsvilkårene i 2024, siger managing partner og stifter i Cushman & Wakefield RED, Nicholas Thurø, til Estate Media.

Gennem de seneste ti år har RED haft en bruttofortjeneste på cirka 52,5 millioner kr. i gennemsnit. Det bedste år var i 2022, hvor bruttofortjenesten var på 72 millioner kr.

Sidste år lød fortjenesten på 46,4 millioner kr.

– Vores forventning til 2025 er, at vi vil se en vækst på otte procent i bruttofortjenesten, hvilket vil bringe den op på 47,7 millioner kr.

Hvordan ser det ud i forhold til at nå det mål?

– Det ser fornuftigt ud. Der er kommet mere gang i markedet, og derfor forventer vi også, at capital markets kommer til at levere en højere omsætning, hvilket vil forbedre vores indtjening.

Vil vinde andele med nyt system
Nicholas Thurø peger på, at der er overskud i alle virksomhedens afdelinger – hvilket dog ikke kan aflæses af regnskabet, der som for de tidligere år viser et resultat før skat på 0 kr. som følge af udlodning af overskud til aktionærerne.

– Vi er tilfredse med, at vi leverer overskud i alle afdelinger, om end naturligvis mere beskedent i vores afdeling for transaktioner, capital markets, siger Thurø i en pressemeddelelse.

Trods lavere aktivitet har Cushman & Wakefield RED valgt at fastholde deres medarbejdere og derudover lavet investeringer i et nyt digitalt værdiansættelsessystem.

– Vi synes selv, at det system er banebrydende, og at det vil være med til, at vi får en større andel af vurderingssagerne, hvilket så igen kan åbne nogle nye muligheder for vores transaktionsteam, siger Nicholas Thurø.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder