Lasse Stjernholm Detlevsen. Foto: Detlevsen

Plesner henter ny partner til ejendomsafdelingen

Lasse Stjernholm Detlevsen rykker fra sit eget advokatfirma og direkte ind som partner og medlem af Fast Ejendom-teamet hos Plesner.

Det oplyser advokatfirmaet fredag i en pressemeddelelse.

Sammen med Lasse Stjernholm Detlevsen, der tidligere har været partner hos Plesner, følger også advokaterne Line Vester Clausen og Christopher Rønsov, som begge i dag er ansat i Detlevsen Advokatfirma.

Hos Plesner glæder man sig over, at Lasse Stjernholm Detlevsen nu bliver en del af virksomhedens “markedsledende Fast Ejendom-team”, da han kommer med mange års erfaring med både transaktioner og retssager inden for området.

– Lasse er en stærk jurist og en værdsat kollega. Vi er glade for at kunne byde ham velkommen tilbage som partner. Han kender firmaet godt og bringer erfaring, faglig ekspertise og lederskab med sig. Med Lasse styrker vi et allerede markedsledende team, siger ledende partner i Plesner, Niklas Korsgaard Christensen.

Lasse Stjernholm Detlevsen glæder sig til igen at blive en del af Plesner og til at “samarbejde med dygtige kolleger og specialister i teamet og på tværs af huset”.

– Det faglige miljø og den måde, vi arbejder sammen på i Plesner, giver mulighed for at gå endnu dybere i sagerne og skabe stærke løsninger for klienterne, lyder det fra Lasse Stjernholm Detlevsen i pressemeddelelsen.

Det er meningen, at Lasse Stjernholm Detlevsen skal tiltræde senest 1. juli, oplyser advokatfirmaet.

Ramt af uro og exit
Plesners afdeling for fast ejendom har været ramt af uro, da det i starten af året kom frem, at 15 daværende og tidligere medarbejdere havde rapporteret om grænseoverskridende adfærd fra en ledende medarbejder.

Den pågældende ledere stoppede efterfølgende i virksomheden, da ledelsen var blevet bekendt med yderligere information, som belastede den pågældende partner.

Plesner havde i første omgang meldt ud, at man ikke kunne genkende mediernes billede af firmaet, men senere måtte ledende partner i Plesner, Niklas Korsgaard Christensen, imidlertid i et brev til klienterne ifølge Finans og Advokatwatch erkende, at der over årene havde været flere episoder.

Afsløringerne fik Rasmus Thingholm, formanden for de ansattes fagforening Djøf Advokat, til at erklære sig ‘rystet’ over det, som han betegnede som et ‘ledelsesmæssigt svigt’.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder