fredag 09. maj 2025 09:55
MT Højgaard i mærkbar fremgang, men E&P volder problemer: – Vi har sagt farvel til medarbejdere
Pilen peger den rigtige vej på stort set alle parametre i MT Højgaard Holding fra årets start.
Omsætningen steg med 14 procent til 2,625 milliarder kr. Driften viser også fremgang med fem procent, mens bundlinjen lander på plus 58 millioner kr. – en markant forbedring i forhold til et overskud på tre millioner kr. på samme tid sidste år.
Resultatet glæder finansdirektør Dennis Nørgaard.
– Jeg synes, at vi har fået en god start på året, hvor målet er, at vi skal have en stabil drift og en stabil organisation. Jeg kan altid finde huller i osten, fordi jeg er et konkurrencemenneske, så vi kan altid blive bedre, men det danske marked går fint, siger han til Estate Media.
Datterselskabet Enemærke & Petersen var den store historie i forbindelse med årsrapporten tidligere i år, hvor adm. direktør i MT Højgaard Holding, Rasmus Untidt, påpegede, at selskabet har været udfordret på eksekveringen af en håndfuld igangværende projekter.
Samtidig slog han fast, at udfordringerne var af en karakter, der ikke kunne rettes op på en måned.
Ændringer i Enemærke & Petersen
Efter årets første tre måneder står det klart, at der stadig ikke er ro på i den del af forretningen.
Driftsresultatet falder for fjerde kvartal i træk, og MT Højgaard Holding har besluttet at overføre aktiviteter i Vestdanmark til datterselskabet Raunstrup for at få styr på projekteksekveringen.
– Der er kommet nogle opsigelser i den forbindelse. Det sker, når man lægger to selskaber sammen, lyder det fra Dennis Nørgaard.
Hvor mange har I sagt farvel til?
– Det ønsker jeg ikke at komme ind på.
Hvad er det, der sker i Enemærke & Petersen?
– Vi kan godt se, hvor skoen trykker i Enemærke & Petersen. Vi har lokaliseret udfordringerne, men kæmper med en håndfuld problematiske sager, som jeg ikke vil gå nærmere ind i. De har været omtalt i forbindelse med årsrapporten.
I forbindelse med årsrapporten udtalte Rasmus Untidt, at der havde været problemer med eksekveringen på flere projekter.
Den nye struktur, hvor aktiviteter er blevet flyttet fra Enemærke & Petersen til Raunstrup, betyder, at Raunstrup nu vil stå for de jyske projekter, mens Enemærke & Petersen vil stå for projekter i København, på Sjælland og Fyn.
– Det her vil betyde, at Enemærke & Petersen bedre kan fokusere på deres forretning, mens vi bringer Raunstrups kompetencer bedre i spil, siger Dennis Nørgaard.
Positive forventninger til året
På baggrund af første kvartal er det MT Højgaards forventning at lande en omsætning på over 10 milliarder kr, mens driften forventes at lande på mellem 400 og 450 millioner kr.
Det er en smule lavere end 2024, men det resultat var positivt trukket op af engangsindtægter fra grundsalg på 56 millioner kr.
Underskuddet fra ophørende aktiviteter i udlandet ventes fortsat at blive væsentligt lavere end sidste år (2024: -168 mio. kr.) efter salg af alle aktiviteter i Portugal,
Afrika og Færøerne samt salg eller afvikling af de fleste aktiviteter og aktiver i Grønland.