
fredag 09. maj 2025 11:26
Her er Magthaverne-juryen: Muskler, visioner og holdninger er vejen til toppen
Af Kamilla Sevel, Christoffer Bagge, Christina Eriksen og Anna Sofie Harboe
Mandag d. 12 maj udkommer Estate Medias magtliste “Magthaverne”.
En liste der giver et indblik i, hvem branchen ser som de 50 mest indflydelsesrige profiler her i foråret 2025.
Listen er blevet til på baggrund af stemmer fra en jury, der i år har bestået af følgende ni:
- Carsten Gørtz Petersen, adm. direktør Colliers
- Julie Rømsing, adm. direktør Newsec
- Peter Olsson, adm. direktør AP Ejendomme
- Kamilla Hammerich Skytte, adm. direktør i Realkredit Danmark
- Kristian Krogh, adm. direktør i NCC Property Development
- Søren Andreasen, Partner og advokat Kromann Reumert
- Søren Tang Kristensen, ejendomschef Industriens Pension
- Mette Skjold, adm. direktør SLA
- Dariush Rezai, adm. direktør Sweco
Fælles for jurymedlemmerne er, at de selv vil kunne opfattes som nogle af dem, der har indflydelse i ejendomsbranchen. De ni har ikke vidst, hvem hinanden var og finder først ud af det nu.
Juryen er kommet med 180 bud, hvorefter redaktionen har fjernet dubletter. Herefter var der en liste på 87 profiler, som jurymedlemmerne har givet point fra et til syv. Jo flere point, jo mere magtfuld har jurymedlemmet vurderet, at personen er.
Muskler og indflydelse
Det er forskelligt fra jurymedlem til jurymedlem, hvad de har lagt vægt på i deres bedømmelse. Men én ting går igen, når man snakker med dem: Det har talt op at have indflydelse på, hvordan markedet udvikler sig.
Peter Olsson peger på, at dem han har givet flest point er nogle, der kan sætte en dagsorden, og som betyder noget for ejendomsbranchen.
– Det skal være nogle, der har holdninger, og som også eksekverer på dem. Altså, hvem kunne man ringe til, og så kunne der ske noget? Der skal være visioner, men også muskler til at sætte handling bag ordene. Det skal være nogle, der præger branchen – netop ved at gå forrest og sætte dagsordenen på nogle områder, men som også kan eksekvere på det, siger han til Estate Media.
Samme toner kommer fra Carsten Gørtz Petersen.
– Jeg har lagt vægt på personer, som jeg vurderer, har en betydelig indflydelse på, hvordan markedet udvikler sig, og hvordan markedet kommer til at udvikle sig de kommende år. Personer, der kan påvirke markedet og sætte en retning.
For Julie Rømsing har det været vigtigt at personerne, som hun gav den højeste score, også er med til at rykke branchen fremad og udvikle den.
– Det har været svært at begrænse sig, da der jo heldigvis er utroligt mange dygtige og centrale individer i den danske bygge- og ejendomsbranche. Jeg har lagt vægt på kandidaternes evne til at bidrage til fremtidens ejendomsbranche, hvor temaer som digitalisering, kamp om talent og ESG kommer til at spille en stadig større rolle, siger hun.
Mød Magthaverne
Magthaverne udkommer på mandag den 12. maj i forbindelse med udgivelsen af Estate Magasin.
På dagen og i dagene efter vil listen blive analyseret og udfoldet på estatemedia.dk.
27. maj vil medlemmer af Estate Media kunne møde udvalgte Magthavere til et morgenmadsarrangement hos Thylander.
Der er allerede nu få billetter tilbage til det eksklusive arrangement, der løber fra 08.30 til 10.00 torsdag den 27. maj.
Læs mere om arrangementet her.