Adm. direktør for C.W. Obel Ejendomme Jan Kristensen. Foto: C.W. Obel Ejendomme

Arbejdstilsynet stopper intensiverede tilsyn på C.W. Obels byggeplads

Efter en politianmeldelse, flere strakspåbud, en forfalsket asbestprøve ser der nu ud til at være faldet ro over byggepladsen på Badehusvej i Aalborg, hvor ejendomsselskabet C.W. Obel Ejendomme er bygherre.

Arbejdstilsynet er derfor mandag stoppet med de intensiverede tilsyn af byggepladsen, efter der har været to tilsynsbesøg uden anmærkninger.

Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt.

C.W. Obel Ejendomme har på fire måneder modtaget fire strakspåbud for overtrædelse af asbestbekendtgørelsen – senest den 3. april.

Og selvom man fra Byggefagenes Samvirke i Aalborgs side fortsat vil holde øje med byggepladsen, er formand Reidar Kogstad glad for, at der nu ser ud til at kommet mere styr på håndteringen af det livsfarlige asbeststøv.

– Det giver os ro i sindet om, at nu har man fundet det rette niveau i forhold til at beskytte medarbejderne på byggepladsen mod asbestforurening, siger han til DR.

200 håndværkere kan blive alvorligt syge
Det var netop Byggefagenes Samvirke i Aalborg, der stod bag politianmeldelsen af C.W. Obel tilbage i februar. Foreningen frygtede, at mere end 200 håndværkere har risikeret at blive alvorligt syge af arbejdet på byggepladsen.

– Vi er dybt forargede over den måde, man har ageret på. Jeg frygter, at de ansatte udvikler asbestsygdomme. Vi ved, det er noget, der kan ligge latent i kroppen, hvis man bliver udsat for det. Så kan der gå 30-40 år, før man bliver syg og dør med det, lød det dengang fra Reidar Kogstad til Fagbladet 3F.

Siden anmeldelsen har byggepladsen været ramt af den ene skandale efter den anden.

C.W. Obel Ejendomme er bygherre på renoveringen af ejendommen på Badehusvej i Aalborg. Foto: Resights

Kort efter blev det nemlig kendt, at en medarbejder fra det rådgivende ingeniørfirma Brix & Kamp var blevet bortvist for at forfalske en asbestprøve. Niras har siden overtaget opgaven som byggeleder og arbejdsmiljøkoordinator på byggepladsen.

Ministeren er efterfølgende kaldt i samråd om sagen, efter C.W. Obel Ejendomme har modtaget skarp kritik fra blandt andre tre uafhængige eksperter og Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted.

Du kan få det fulde overblik over C.W. Obel-sagen her. 

C.W. Obel: Ikke noget vi tager let på
Både adm. direktør for C.W. Obel Ejendomme, Jan Kristensen, og Brix & Kamp har tidligere forklaret til Estate Media, at man har tilrettelagt arbejdet efter de gældende regler og anvisninger, da det allerede fra starten af projektet var kendt, at der var asbest i bygningen:

– Håndtering af asbest er ikke noget, C.W. Obel Ejendomme tager let på. Derfor har renoveringen fra start været tilrettelagt under hensyntagen til gældende arbejdsmiljøregler om sikker håndtering af asbest og taget højde for, at indkapslingen af asbesten bevares, siger Jan Kristensen og fortsætter:

– Asbestisolering er ikke farlig, så længe overfladen ikke brydes, eller hvis eventuelle brud lukkes efter gældende forskrifter. Håndteringen af asbest på byggepladsen er sket i dialog med bl.a. Arbejdstilsynet og Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

C.W. Obel Ejendomme har siden 2023 været i gang med totalrenoveringen af ejendommen på Badehusvej, som oprindeligt var en del af C.W. Obels Tobaksfabrik.

Bygningen huser i dag Retten i Aalborg, og til sommer flytter Aalborg Kommune ind med syv afdelinger, når den 127 år gamle bygning efter planen skal stå færdig.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder