Byudvikler Rune Kilden. Foto: Kilden & Hindby

Rune Kilden klar med store planer for Aarhus Ø: – Vi skruer lidt ned for bassen

Et grønt og levende gadekvarter med inspiration fra den traditionelle del af Aarhus og den klassiske karréby.

Det er sådan, et bredt funderet team af udviklere bag den tidligere færgeterminal, Pier 3, har tænkt sig, at den sidste del af Aarhus Ø skal udvikles.

Udviklingsplanen skal i den kommende uge præsenteres og drøftes på Magistratmødet i Aarhus Kommune, men allerede i dag har teamet løftet en del af sløret for, hvad planen indeholder.

– Vi er begejstrede for at kunne præsentere dette forslag til et nyt midtbykvarter i Aarhus. Det bliver en grøn og levende bydel, som samtidig tilbyder et nyt område, tusinder af aarhusianere i  fremtiden vil holde af at være i, siger Rune Kilden fra Kilden & Hindby i en pressemeddelelse.

Det er området til højre med padelbaner, som nu skal udvikles som det sidste på Aarhus Ø. Foto: Estate Media

Skruer lidt ned for bassen
Han tilføjer i et opslag på Facebook, at han har glædet sig meget længe til at kunne præsentere idéerne.

– Vi skruer lidt ned for bassen og binder Aarhus sammen med en mere klassisk gadeby, vi kender fra det eksisterende Aarhus i skala og materialer, skriver Rune Kilden blandt andet.

– Jeg er sikker på, at det kan blive fantastisk, tilføjer han.

I pressemeddelelsen fortæller Rune Kilden og udviklingsteamet bag planerne, at man havde mulighed for at opføre op til 180.000 etagemeter nyt byggeri på den gamle færgeterminal.

Planen, som den ser ud nu, er at opføre omkring 158.000 etagemeter, hvoraf cirka 30.000 bliver erhverv, fortæller man.

Samtidig lyder forslaget, at kvarteret skal bygges efter et velkendt koncept, karrébyen, som aarhusianerne kender det fra for eksempel Trøjborg og Frederiksbjerg.

– På den måde trækker udviklingsplanen på de klassiske gaderum, grønne gårdrum og karréer i en menneskelig højde, men i en ny og moderne udgave, skriver man om planerne.

Sådan her forestiller udviklerteamet sig, at den nye bydel skal udformes.

Vil skabe stemning som i den eksisterende del af byen
En del af planen er et forslag om en ny handelsgade langs Bernhardt Jensens Boulevard, “hvor lave bygninger i to etager er med til at skabe en mere intim gade med plads til by- og handelsliv.”

– Vi vil gerne have en masse erhverv, der er udadvendt. Engang var Ryesgade spækket med specialbutikker, men sådan er en tur nedad Strøget ikke længere. Så er det en helt anden oplevelse at bevæge sig rundt i Latinerkvarteret. Den samme stemning vil vi gerne skabe rum og gader til på Pier 3, siger Martin Busk fra Bricks i pressemeddelelsen.

Udviklerne afslører desuden planer om at opføre en central park og lave grønne gader og gårdrum samt blå-grønne rum langs kajkanten.

Ambitionen er at skabe flere pladser og rum med plads til aktiviteter og ophold og at styrke forenings- og bylivet.

Det eksisterende Pakhus 77, som i dag huser et padelcenter, vil “foreløbigt” få lov til at bestå som et såkaldt mulighedsrum, men man foreslår i samme ombæring, at det senere kan komme til at huse et nyt Naturhistorisk Museum.

5.500 aarhusianere har svaret
Rune Kilden fortæller desuden, at planerne er blevet til efter det, som han kalder en “evidensbaseret” borgerinddragelsesproces.

– Ofte kan jeg opleve, at dem, der råber højest, fylder mest, og nemt kommer der fokus ved de negative sider af byudviklingen, skriver han på Facebook.

Man har spurgt 50.000 aarhusianere om, hvad de ønsker sig af Pier 3-området, og her har 5.500 mennesker taget sig tid til at svare, fortæller en taknemmelig Rune Kilden.

– Og måske vigtigst af alt fik vi svar fra unge mennesker, børnefamilier og andre grupper, der ikke lige møder op på borgermøder og giver deres meninger til kende. Det har givet os en masse data og en masse spændende indsigter, vi har kunnet bruge allerede i udformningen af planen, skriver han.

Planerne indeholder en handelsgade.

Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S) har sendt planen videre til Magistraten, der nu vil behandle den og sende den videre til byrådet, som herefter ventes at indlede en offentlig høringsproces.

Udviklerteamet, som gennem det seneste år har arbejdet med planen, består af en længere række af virksomheder: Kilden & Hindby, Bricks A/S, AP Pension, Heartland og Voluntas.

Derudover er et hold af arkitekt-, ingeniør- og rådgivningsvirksomheder tilknyttet: SLETH, Cobe, BRIQ, NIRAS og Artelia, oplyser man i pressemeddelelsen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder