
onsdag 23. april 2025 09:40
Britisk gigant træder ind på det danske marked med stort boligprojekt
Britiske Barings er ny spiller på det danske marked.
Der skal opføres 269 boliger i Herlev, og det sker i et joint venture-samarbejde med Catella, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Barings Real Estate er en verdensomspændende asset management-virksomhed, som forvalter mere end 421 milliarder dollar. Det svarer til cirka 2.760 millarder danske kr.
Projektet i Herlev har fået navnet Vega, og det består af i alt 269 boliger, og fra Catellas side understreger man, at projektet kombinerer bæredygtighed, smart teknologi og et socialt aftryk, som man forventer vil skabe et “modstandsdygtigt og inkluderende lokalsamfund”.
Og så vil boligerne være “billige”, lyder det.
“Passer godt til vores strategi”
Andreas Norberg, som er administrerende direktør og head of Nordics hos Barings Real Estate ser frem til at debutere på det danske marked i samarbejde med Catella.
– At gå ind på det danske marked gennem et partnerskab med Catella, en højt anset specialist med dyb erfaring i Københavns boligsektor, passer godt til vores strategi om at arbejde sammen med lokale eksperter om at levere bæredygtige boligområder af høj kvalitet i hele Europa, siger Andreas Norberg i en pressemeddelelse.
Vega kommer til at ligge ved siden af et andet Catella-projekt, som hedder GreenPoint, og som består af 445 boliger. Det står efter planen færdigt i oktober i år.
Hos Catella forklarer midlertidig CEO Daniel Gorosch desuden i en pressemeddelelse, at Vega-projektet er et “klart eksempel” på Catellas investeringsstrategi.
– Fremover sigter vi mod at diversificere porteføljen gennem strategisk brug af egenkapital – med fokus på seed-investeringer, co-investeringer og partnerskaber – for at øge aktiverne under forvaltning, øge de tilbagevendende indtægter og forbedre den langsigtede værdi for aktionærerne, siger Daniel Gorosch.