mandag 14. april 2025 12:42
Pensionskasser vil bygge for Forsvaret: – Vi har brug for faciliteterne hurtigst muligt
Det kan blive pensionskasser som AP Ejendomme og PensionDanmark, der skal stå for at bygge de mange nye kvadratmeter, som Forsvaret får brug for.
Lige nu arbejder Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando nemlig på et såkaldt offentlig-privat partnerskab (OPP) om at opføre, vedligeholde og drive de nye bygninger til indkvartering på eksisterende kaserner, som Forsvaret så skal betale husleje for at bruge.
Det skriver Berlingske.
Både AP Ejendomme og PensionDanmark har overfor mediet meldt sig på banen som mulige bygherrer og ansvarlige for den efterfølgende drift. AP Ejendomme er sågar klar til at gå i gang i morgen og have noget klar om seks måneder, lyder det:
– Vi forstår jo, at nationen står i en kritisk situation, og vi har brug for de her faciliteter hurtigst muligt. Vi har mulighed for at bygge dem, netop i en OPP-model, hvor vi står for opførelsen og driften, siger adm. direktør for AP Ejendomme, Peter Olsson.
Mangler plads til “tusindvis af værnepligtige”
Pensionsselskaberne kan ende med at skulle bygge indkvartering til flere tusinde nye værnepligtige.
Ved forsvarsforliget i 2024 blev det nemlig besluttet at øge antallet af værnepligtige i Forsvaret til 6.500 om året fra 2026. Samtidig ligestilles værnepligten for både mænd og kvinder og øges desuden til at vare 11 måneder i stedet for fire.
Både lektor for Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og forsvarsanalytiker og chefredaktør for forsvarsmediet Olfi Peter Ernstved Rasmussen har tidligere overfor Estate Media beskrevet, hvor presset kasernestrukturen er allerede i dag – og det bliver ikke mindre.
– Der er i dag kaserneindkvarteringsplads til cirka 3.000 indkaldte. Så alene indenfor det eksisterende forlig kommer der til at mangle plads til tusindvis af værnepligtige, lød det fra Peter Ernstved.
Peter Viggo Jakobsen forudså ved samme lejlighed, at det kan blive relevant for Forsvaret at leje sig ind i eksisterende bygninger.
– Vores bygningsmasse er slet ikke tilstrækkelig. Vi skal have udbygget vores kaserner, for vi får flere værnepligtige, men også flere ansatte. Det skal ske på de eksisterende kaserner, men man skal nok også leje en del, siger Peter Viggo Jakobsen.
Bygger FE’s nye hovedkvarter
Forsvaret har én gang tidligere lejet sig ind i et militært nybyggeri ejet af private investorer via et offentligt-privat partnerskab, hvor en dansk pensionskasse skal stå for byggeri, ejerskab og drift.
Det er nemlig PensionDanmark, som er bygherre på Forsvarets Efterretningstjeneste, FE’s, nye storstilede hovedkvarter ved Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København.
Med et samlet byggefelt på omtrent 60.000 kvm og en anlægssum på over to milliarder kroner er der tale om Danmarks største offentlig-private partnerskab.
Hovedkvarteret overleveres efter planen til FE i juli 2027, som forventer at flytte ind i slutningen af 2027.
Forsvarets Etablissement- og Terræn Kommando arbejder pt. på at definere, præcis hvad og hvor meget pensionsselskaberne kan byde ind på i forbindelse med indkvarteringen til de mange nye værnepligtige. Herefter skal der træffes politisk beslutning om det videre forløb, oplyser kommandoen til Berlingske.