Adm. direktør for C.W. Obel Ejendomme Jan Kristensen. Foto: C.W. Obel Ejendomme

Nyt strakspåbud på C.W. Obels byggeplads

Arbejdstilsynet har tildelt byggepladsen på Badehusvej i Aalborg endnu et strakspåbud for håndteringen af asbest.

Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt.

Estate Media har tidligere beskrevet de to forudgående strakspåbud, som Arbejdstilsynet gav i henholdsvis 11. december 2024 og 23. januar 2025. I den forbindelse oplyste C.W. Obel Ejendommes adm. direktør, Jan Kristensen, at man havde rettet op efter kritikken, og at der ikke var nogle anmærkninger, da tilsynet var på besøg i februar.

Men nu har renoveringsprojektet, hvor C.W. Obel Ejendomme er bygherre, for blot få uger siden, den 25. marts, modtaget endnu et.

Det sker ifølge DR’s oplysninger, fordi der er et hul i et gulv, hvor der bliver fundet asbest, ligesom der også er håndværkere, der arbejder uden værnemidler i området. Det fører til, at dele af arbejdet lukkes ned.

Eksperter: Arbejdet skulle være standset
Det tredje straksbud kommer efter et længere forløb, hvor blandt andet det rådgivende ingeniørfirma Brix & Kamp tidligere på måneden måtte bortvise en medarbejder for at forfalske en asbestprøve fra byggepladsen.

Det har senere fået C.W. Obel til at udskifte Brix & Kamp som byggeleder og arbejdsmiljøkoordinator på byggepladsen.

Men ifølge tre eksperter, som har læst Arbejdstilsynets tre påbud, burde C.W. Obel Ejendomme have standset arbejdet på byggepladsen og sendt medarbejderne hjem langt tidligere, da der første gang var mistanke om asbest, der ikke var indkapslet ordentligt.

Det siger de til DR i en artikel, som du kan læse her.

Ejendommen Badehusvej 7-13 i Aalborg. Foto: Klimadatastyrelsen

Torben Sigsgaard, der er professor i folkesundhed på Aarhus Universitet, kalder blandt andet “uforsvarligt og tæt på at være kriminelt”, mens Lars Gunnarsen, professor emeritus på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, også peger på, at C.W. Obel Ejendomme skulle have gjort mere.

– Bygherren må ikke have arbejde, der er farligt. Arbejdet skulle have været standset, hvis de ikke kunne give de rigtige værnemidler, siger Lars Gunnarsen til DR.

Også Enhedslistens politiske har tidligere været ude med hård kritik af sagen, og partiet har indkaldt den ansvarlige minister på området, beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), til samråd om håndteringen af asbest på landets byggepladser.

– Ikke noget vi tager let på
Både adm. direktør Jan Kristensen og Brix & Kamp har tidligere forklaret til Estate Media, at man har tilrettelagt arbejdet efter de gældende regler og anvisninger, da det allerede fra starten af projektet var kendt, at der var asbest i bygningen:

– Håndtering af asbest er ikke noget, C.W. Obel Ejendomme tager let på. Derfor har renoveringen fra start været tilrettelagt under hensyntagen til gældende arbejdsmiljøregler om sikker håndtering af asbest og taget højde for, at indkapslingen af asbesten bevares, siger Jan Kristensen og fortsætter:

– Asbestisolering er ikke farlig, så længe overfladen ikke brydes, eller hvis eventuelle brud lukkes efter gældende forskrifter. Håndteringen af asbest på byggepladsen er sket i dialog med bl.a. Arbejdstilsynet og Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

Brix & Kamp har desuden oplyst til Estate Media, at et af de vægtigste argumenter i overvejelserne om metodevalget har været „ønsket om at bevare de historiske bygninger”.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder