Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro. Foto: By & Havn

By & Havn nærmer sig målet, men: – Vi forventer at blive hårdt presset af renteudgifterne

By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, har grund til at være glad.

Selskabet, som hun står i spidsen for, kommer ud af 2024 med en rekordhøj omsætning og det bedste resultat på driften i virksomhedens historie.

– Det er super positivt, at vi leverer den omsætningsstigning, vi gør. Det er vi virkelig stolte af og glade for, og det er godt leveret af holdet, siger Anne Skovbro til Estate Media.

Men der er to steder i regnskabet, der får Anne Skovbro til at tage sine briller på og blive skarp: renteudgifterne og parkeringsforretningen.

By & Havns gæld er i løbet af 2024 steget med 3,4 milliarder kr., så den samlet nu lyder på 19,5 milliarder kr. Det er især investeringer i Lynetteholm og Nordhavnstunnelen, der får gælden til at stige.

– Vi forventer at være presset af de renteudgifter, der er knyttet til den stigende gæld. Det er et meget stort opmærksomhedspunkt hos os.

Hvad gør I ved det?

– Hele logikken i vores selskab er, at vi skal kunne bære gæld. Vi diskuterer løbende, hvor meget der skal lægges i fastforrentede lån, og hvor meget vi skal lægge i noget, der ikke er fast. Det er det, vi kan gøre ved det. Men samtidig er det derfor vigtigt, at vi kan levere så markant på den stigende omsætning, for det gør det muligt at håndtere renteudgifterne.

Anne Skovbro påpeger, at By & Havns forudsætninger er konservative i udgangspunktet, og at de derfor har en klar forventning om, at den stigende omsætning vil kunne håndtere renteudgifterne i fremtiden.

Men hun forventer, at udgifterne til renter kommer til at kunne ses i 2025-regnskabet, hvor især den primære drift kan “blive hårdt presset”, som hun siger.

– Den stigende omsætning kommer til at holde i 2025. Men der, hvor vi har et kæmpe obs-punkt i år, er, hvordan renteudgifterne kommer til at se ud.

Store nedskrivninger på parkeringshuse
Omsætningen er den helt store driver for By & Havn i de her år i forhold til deres regnskaber. Selskabet har lagt en forretningsstrategi fra 2024-2027, hvor målet er at runde en milliard kr. i omsætning. Og det mål er selskabet godt på vej imod, understreger Anne Skovbro.

– Vi kan se, at vi er lykkedes med at få mest muligt ud af de værdier, vi er blevet betroet.

Men ikke helt, påpeger hun selv.

For parkeringsforretningen i Ørestad går ikke som forventet.

– Vores udlejningsforretning, havneforretning og jordsalgsforretning er godt i gang. Og så har vi et obs på vores parkeringsforretning, hvor omsætningen er stigende, men hvor der er nogle andre udfordringer.

By & Havn har i 2024 opskrevet værdien af deres samlede ejendomsportefølje med 559 millioner kr., men bag det tal gemmer sig en nedskrivning på parkeringsejendomme i især Ørestad på over 300 millioner kr.

Hvorfor var det nødvendigt at nedskrive parkeringshusene så meget?

– Tomgangen er højere, end vi havde regnet med, så vi har ikke den indtjening, vi havde forventet.

Udviklingen på dét marked gør, at By & Havn vil sadle om. Der skal bygges færre parkeringshuse i Ørestad.

– Der er simpelthen ikke behov for dem, konstaterer Anne Skovbro.

Har tilrettelagt arbejdet på en ny måde
Det er ikke kun renter og parkering, der kræver noget af By & Havn i de her år. 2024-regnskabet er det første, hvor selskabet har rapporteret i forhold til CSRD-direktivet. Det er der kommet en omfattende ESG-rapport ud af.

Og modsat renterne og de halvtomme parkeringshuse i Nordhavn har det givet mere smil på læben hos Anne Skovbro, der ved siden af direktørposten i By & Havn også er forperson for Rådet for bæredygtigt byggeri.

– Det har krævet rigtig meget af os, men det har faktisk også været sjovt.

På grund af direktivet har By & Havn tilrettelagt deres arbejde med at aflægge årsrapport på en anden måde end før. Hvor det tidligere var økonomidirektøren, der svingede taktstokken, er det nu Anne Skovbro.

Det betyder blandt andet, at der i forbindelse med salg af grunde er blevet stillet meget konkrete krav til bæredygtighed i projekterne.

– Der er jo nogen, der har sådan nogle selvstændige bæredygtighedsafdelinger. Det har vi ikke. Det bæredygtighedsarbejde, der er lavet her, er integreret i forretningen, siger Anne Skovbro.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder