fredag 28. marts 2025 08:21
Nemme fjendebilleder giver ærgerlig mudderkastning
Utrygge medarbejdere på en byggeplads på Badehusvej i Aalborg har skabt en række overskrifter i løbet af de seneste måneder.
Det er et af Danmarks helt store ejendomsselskaber, C.W. Obel Ejendomme med en portefølje til en værdi af 12 milliarder kr., der er indblandet.
Hele miseren er opstået i en for C.W. Obel Ejendomme nærmest ikonisk bygning. Det var efter, at en tobaksfabrik beliggende på C.W. Obels plads brændte i 1897, at C.W. Obel byggede en ny på Badehusvej. Fabrikken var Nordens største tobaksfabrik og har spillet en væsentlig rolle for hele Nordjyllands udvikling.
Tobakken på Badehusvej har huset Retten i Aalborg, og planen er, at til sommer flytter Aalborg Kommune ind med syv afdelinger, når den 127 år gamle bygning er blevet renoveret og opdateret til nutidens standarder.
Problemet er, at bygningen jo oprindeligt er fra netop 1898, og i lighed med andre bygninger fra den tid er der brugt asbestholdige materialer i byggeriet som brandbeskyttelse.
– I Tobakken indkapslede man oprindeligt alle bærende søjler og bjælker i stål med asbest og lagde en beskyttende overflade udenpå. Asbestisolering er ikke farlig, så længe overfladen ikke brydes, eller hvis brud efterfølgende indkapsles, og der er ikke lovkrav om, at asbest skal fjernes fra bygningen i forbindelse med ombygning eller renovering, forklarer C.W. Obel om overvejelserne og fortsætter:
– C.W. Obel Ejendomme har valgt at bevare de oprindelige søjler og bjælker i bygningen, som indeholder asbest. Derfor har renoveringen fra begyndelsen været planlagt og udført under hensyntagen til gældende arbejdsmiljøregler om sikker håndtering af asbest og taget højde for, at indkapslingen af asbesten bevares.
Ingen skal føle sig utryg over at gå på arbejde i Danmark
Det er sådan set også fint nok. Problemet er bare, at der kun har været en rådgiver på pladsen og ikke både en, der tog sig af byggeriet og en anden, der kontrollerede, at arbejdsmiljøet var i orden. Det har en del medarbejdere på pladsen haft fornemmelse af gav uregelmæssigheder, og det har vist sig, at de havde ret i, at der foregik ting, der ikke var i orden. I hvert fald blev der forfalsket prøver i forbindelse med asbestsaneringen. Når man ved noget kan være potentielt farligt, så er det klart, at det skaber stor utryghed. Og helt ærligt. Der er ikke nogen, der skal føle sig utryg over at gå på arbejde i Danmark, når det kan forebygges.
Som sådan er det da heller ikke noget, der huer et investeringsselskab som C.W. Obel Ejendomme. Et selskab, der altid har haft en tilbageholdende ekstern strategi med udgangspunkt i moderselskabets hæderkronede og mangeårige position i dansk erhvervsliv.
C.W. Obel Ejendomme køber for at eje og bekender sig da også til en langsigtet strategi, der sigter “på at give vores lejere en god service, og vi agerer ordentligt og ansvarligt med fokus på et godt og tillidsfuldt samarbejde.”
Alligevel er det altså gået helt galt på byggepladsen i Aalborg. Og det har Enhedslistens Pelle Dragsted været hurtig til at gribe.
“-Jeg vil fortælle jer én af den slags historier som gør mig edderspændt rasende. …Og om fusk og grådighed, der kan koste menneskeliv. Herinde bag mig er mindst 200 arbejdere gennem de seneste år blevet udsat for asbest. Et stof, som senere i livet kan føre til en lidelsesfuld død. …Vi er i Badehusvej i Aalborg. Her er den hovedrige ejende investeringsgigant C.W. Obel i gang med at renovere en gammel ejendom, som de bagefter kan leje ud for millioner.”
En ren vindercase
Igen – der er jo ingen, som i absolut ingen, der kan være uenig i, at man i Danmark skal kunne gå på arbejde uden at udsætte sig for en lidelsesfuld død. Selvfølgelig ikke.
Derfor er det en ren vindercase, som Enhedslistens Pelle Dragsted kaster sig ud i. Et fjendebillede, der peger fingre af dem, der tjener mange penge og som åbenbart må anses for at ligeglade med den almindelige arbejder. Tjek, tjek, tjek af alle de SoMe offensive bokse. 3.300 likes og 452 kommentarer om alt fra opbakning til hårdere straffe til triste sager om døde slægtninge og dårlige arbejdsforhold. Pelle Dragsted går så direkte til at konkludere, at man bør fjerne al asbest fremfor at indkapsle det.
De sociale medier har ingen barmhjertighed. Og meget komplicerede problemstillinger bliver i mange tilfælde voldsomt forenklede. Det gælder for eksempel i denne sag. Uden at være teknisk uddannet i asbesthåndtering, så tror jeg godt, at jeg kan sige, at hvis al asbest i hele Danmark skal fjernes, så bliver den store renovering og transformation af bygningsmassen, som vi står overfor, dyrere end den ellers ville have været. Og formentlig bliver den gjort dyrere uden, at nogen rigtig får noget ud af det.
Alternativet til at finde løsning, der ikke “bare” er at fordyre tingene er ikke, at investorerne tjener færre penge. Det er, at man så ikke går ind i den slags sager, og det vil dels give færre beboelige boliger og renoveringer, og det kan også skabe forladte ejendomme og døde pletter i byen.
Et andet alternativ er, at gamle bygninger skal rives helt ned for så at opføre noget nyt. Det er den stik modsatte vej af, hvad der er det rigtige bæredygtighedsmæssigt.
Der er altså flere fejlagtige føljeslutninger i denne sag, der som udgangspunkt er ulykkelig for alle parter. For løsningen er ikke bare at ty til de dyreste løsninger. Hverken på den konkrete bygning eller i resten af Danmark, hvor vi står overfor en stor transformationsopgave.
Shitstorms og dårlig beton
Den anden er, at man får ikke denne her type sager til at gå væk ved at skifte en enkelt rådgiver ud. C.W. Obel Ejendomme-sagen og udfordringerne i håndteringen af den ligger ikke langt fra Njalsgade-sagen eller Hotel Koldingfjords Signe Wenneberg-shitstorm.
Ejendomsbranchen er simpelthen ikke godt nok klædt på til, når møgsagerne rammer og hver gang, det sker, så skaber det de sædvanlige fjendebilleder af ejendomsbranchen som stenrige spekulanter, der ikke vil nogen noget godt. Det må og skal, der laves om på. Ejendomsbranchen er nødvendig i opbygningen af det danske samfund, og derfor må der gøres op med “den, der lever stille, lever godt”, til fordel for proaktivitet både generelt og hurtigt og konsekvent i den enkelte sag.
Man kan vanskeligt gardere sig mod medarbejdere, der bevidst overtræder regler. Men man kan godt være forberedt og være ekstra lydhør første gang, der bliver pippet om noget rundt omkring.
Måske skal der indføres whistleblowerordninger på byggepladserne eller systematiske besøg fra bygherre i øjenhøjde med medarbejderne. Det kan virke tidskrævende og overflødigt i de allerfleste tilfælde. Men i de tilfælde, hvor tingene ikke går, som det skal, så vil investeringen fra bygherre komme mange gange igen. Mudderkastningen baseret på simplificerede fjendebilleder tjener hverken medarbejderne på pladsen, transformationen af bygningsmassen i Danmark eller ejendomsbranchen.
