Adm. direktør Søren Kristiansen, Dades. Foto: Dades.

Dades leverer overskud – men særligt én fraflytning påvirker resultatet    

Til trods for stadig større geopolitisk usikkerhed og markedsudsving ser ejendomsselskabet Dades ud til at have haft et mere roligt 2024, end tilfældet var året forinden.

I et netop offentliggjort årsregnskab præsenterer selskabet et overskud på 175 millioner kr. før skat – altså en markant forbedring fra det underskud på 1,8 milliarder kr., som man præsterede i 2023.

Det er et resultat, som adm. direktør Søren Kristiansen er ”vældig glad” for.

– Det er godt stabilt regnskab, hvor vi har brugt året på dels at få lejet meget vigtige ejendomme ud og på at investere i den eksisterende portefølje. Så jeg er meget tilfreds og glad for resultatet, siger Søren Kristiansen til Estate Media.

Dades udlejningsindtægter steg i 2024 med 1,6 procent, men tomgang og lejerabatter har lagt et pres på nettoomsætningen, som faldt til 1,376 milliarder kr. fra 1,388 milliarder kr. året før.

Èn fraflytning påvirker resultatet
Kigger man alene på tomgangen steg den fra seks til 8,3 procent, og det har påvirket både driftsresultatet og nettoomsætningen.

Det er dog ikke noget, der bekymrer den adm. direktør, for tomgangen skyldes primært Nykredits fraflytning fra ejendommene Krystallen og Glaskuben på Kalvebod Brygge – og de er allerede lejet ud igen.

For blot et par uger kunne Boozt nemlig annoncere, at modegiganten rykker ind i Dades-ejendommen Krystallen i 2026, mens Jyske Bank flytter ind i Glaskuben i løbet af efteråret.

– Når de store ejendomme bliver ledige, går der jo lidt tid med at finde nye lejere og med istandsættelsen. Til gengæld er vi rigtig glade for at have indgået lange, nye lejeaftaler for ejendommene, siger Søren Kristiansen, der understreger, at man først vil se effekten af de nye udlejninger i 2026:

– Vi skal nok hen til 2026, før det rigtig udligner sig i regnskabet, så vi forventer et resultat på nogenlunde samme niveau for 2025.

Nedskrivning på to segmenter
I 2023 førte værdireguleringen af ejendomme til voldsomme nedskrivninger på 2,1 milliarder kr. Det ser dog væsentligt anderledes ud i 2024, hvor tallet lyder på 97 millioner kr.

Det skyldes primært to segmenter.

For mens boligsegmentet i 2024 oplevede en opskrivning på 296 millioner kr., blev center- og erhvervssegmenterne nedskrevet med henholdsvis 153 millioner kr. og 239 millioner kr.

Men ifølge Søren Kristiansen er kontormarkedet, som der tales meget om i branchen, stabilt.

– Hvis vi har lejere, der flytter, bliver de genudlejet relativt hurtigt. Så vi ser en god aktivitet, og efterspørgslen er god. Alt det her med hjemmearbejde, det er ikke noget, vi mærker til, siger han.

Dades mærker dog en større efterspørgsel på fleksible kontormiljøer. Netop derfor har man også brugt det forgangne år på at investere 400 millioner kr. i den eksisterende portefølje,

– Det er et forsøg på at efterkomme efterspørgslen på moderne, fleksible kontorarbejdspladser, siger den adm. direktør.

Den samlede værdi af Dades’ ejendomsportefølje, der fordeler sig over de tre segmenter center, erhverv og bolig, lød ved udgangen af 2024 på 25,5 milliarder kr.

Ejendomsselskabet kommer i 2025 til at færdiggøre to større projekter. Det drejer sig om Kulturporten i Farum og Solhusene i Bagsværd, der til sammen omfatter 178 lejeboliger fordelt på 15.000 kvm.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder