Standardkontrakter i lejeaftaler: En falsk tryghed?
Standardkontrakterne, som man har benyttet i en menneskealder, kan nemlig give en falsk tryghed. Der har gennem længere tid været en tendens til, at de særlige vilkår i beboelseslejeaftalerne bliver længere og længere for at omfavne potentielle tvister.

Derfor indsættes ofte også vejledninger til lejerne samt forhold, der allerede er reguleret i loven og/eller de almindelige bestemmelser i typeformularen. Dermed øges risikoen for, at lejeaftalens særlige vilkår indeholder forhold, der er det enkelte lejemål decideret uvedkommende.

Risiko for ugyldige vilkår i lejekontrakter
Efter lejelovens § 14 skal standardformularer til lejekontrakter være autoriserede, for at vilkår, der fraviger lovens udgangspunkt, er gyldige. Højesteret har i U 2015.3294 H slået fast, at § 11 ikke er omfattet af autorisationskravet, men alt afhængigt af udformningen kan vilkårene komme til at fremstå som en blanket i sig selv – der jo ikke er autoriseret – og dermed udgøre en risiko for tilsidesættelse. Det gælder blandt andet lejeaftalens vilkår om lejefastsættelse til markedsleje og lignende.

Østre Landsret: Uautoriseret blanket i § 11 medfører ugyldige vilkår
I en nyere afgørelse fra Østre Landsret, T:BB 2025.39 Ø, var § 11 udformet som et tillæg, hvor vilkårene var præget af standardbestemmelser, hvoraf flere ikke vedrørte det konkrete lejemål.

Retten fandt derfor konkret, at tillægget måtte anses for en uautoriseret blanket, og vilkårene heri – herunder en klausul om aftalt uopsigelighed – blev tilsidesat. Dette gjaldt, selvom uopsigeligheden også var angivet i § 10, der ikke kan indeholde oplysende vilkår for lejeforholdet.

Afgørelsen understreger behovet for grundighed og tilpasning ved udformningen af § 11, da ugyldighed også kan ramme grundlaget for lejefastsættelsen – og dermed have en markant indflydelse på ejendommens værdi.