
fredag 14. februar 2025 09:33
– Henvendelserne er mangedoblet det seneste år
Telefonen har ringet en del flere gange hos Torben Bjørk Nielsen i 2024, end den gjorde året forinden.
Hos entreprenørvirksomheden Hoffmann kan den adm. direktør godt mærke, at det sænkede renteniveau skaber fornyet optimisme i markedet.
– Jeg synes, det letter lidt i markedet nu. Det er tydeligt at mærke. Henvendelser er mangedoblet det seneste år, fortæller Torben Bjørk Nielsen, da han torsdag kunne præsentere en stabil omsætning og ordrebeholdning i 2024.
Resultatet endte på 204 millioner kr. før skat – en mindre stigning fra 191 millioner kr. i 2023. Resultatgraden ligger fortsat på et solidt niveau med 10,1 procent. Hoffmann havde en omsætning på 2,047 milliarder kr. i 2024 mod 1,920 milliarder i 2023.
Havde gerne set flere ordre
Selvom Hoffmann har fået flere henvendelser fra bygherrer, der ønsker at realisere de projekter, der er på tegnebrættet, er det fortsat langtfra alle, der kan få business-casen til hænge sammen, når alt kommer til alt, fortæller Torben Bjørk Nielsen.
De mange flere henvendelser kan derfor heller ikke umiddelbart ses på ordrebeholdningen hos Hoffmann, der ved udgangen af 2024 lå på 2 milliarder kr. – altså stort set uændret fra året før.
– Jeg tror aldrig, vi har været dygtigere, end vi er nu, og jeg er meget tilfreds med det 2024, vi har præsteret. Men jeg havde gerne set flere ordre, lyder dommen fra den adm. direktør.
– Der kan komme gang i markedet
Erfaringen fra forrige års usikkerhed på markedet er medvirkende til, at den adm. direktør tør ikke tør lægge hovedet på blokken med forudsigelserne for 2025.
– Økonomien i Danmark er god, så jeg tror, der kan komme gang i markedet. Men det er svært at spå om fremtiden i disse år – også når man tænker alt det, der sker i USA med toldsatser, og hvad har vi, siger Torben Bjørk Nielsen.
Ikke desto mindre ser Hoffmann positivt på markedet og mulighederne for vækst i de kommende år.
En væsentlig del af det, er den strategiske rammeaftale, som entreprenørvirksomheden indgik med Bygningsstyrelsen i december sidste år. Kontrakten løber over fire år og har en forventet volumen på seks milliarder kr.
Rammeaftalen for totalentreprenørydelser omfatter planlægning, projektudvikling, projektering og udførsel på hele Bygningsstyrelsens opgaveportefølje som nybyggeri, tilbygning, modernisering, renovering og vedligehold.