Nogle gange har forskellige arkitektoniske strømninger efterladt eftertiden med byggerier fra tidspunkter i den arkitektoniske udvikling, hvor vi måske kørte lidt ud ad et vildspor. Som med Palads i centrum af København, som med års mellemrum dukker op i debatten. Som med busterminalen på Rådhuspladsen, der blev revet ned. Eller som med Scala på Axeltorv, der i dag er afløst af et byggeri, der på en helt anden måde giver noget tilbage til byen end det tidligere stormagasin Anva og det efterfølgende forlystelseshus.

Et enkelt dårligt byggeri kan stå i vejen for udviklingen af en blomstrende bydel med nye boliger og byliv og blive ved med at spænde ben for den gode udvikling af et helt kvarter – selvom det ikke længere er “in” at rive noget ned.

I Aarhus har et af den slags byggerier været Scandinavian Center, der har levet en omtumlet tilværelse. For godt et år siden lød startskuddet til endnu en omgang i manegen med Scandinavian Center, der ligger i det absolutte centrum af Aarhus. Ejerne vil gerne bygge flere boliger på grunden. Det er en ud af mange renoveringer, ombygninger eller tilbygninger.

Scandinavian Center ligger midt mellem Rådhuset, Musikhuset og Godsbanen, som er et nyt udviklingsområde i byen. I 1995 stod centret færdigt som et fyrtårnsprojekt med internationalt hotel og butikscenter. Det var tænkt som et shoppingcenter tegnet af det kendte arkitektfirma Friis & Moltke, og det skulle binde byen sammen. Et 150 meter langt handelsstrøg under glastag inspireret af Sydeuropas gallerier var hovedattraktionen, foruden et hotel, der kunne tilbyde sig til Musikhusets gæster lige ved siden af.

Kendte arkitekter er ikke nok
Det var oprindeligt planen, at det 75.000 kvm store center, der kostede 750 millioner kr. at opføre i 1990’erne, skulle være et eksklusivt shoppingcenter. Men de mange niveauforskelle viste sig at være en udfordring med en indkøbsvogn, og centret fik hurtigt høj tomgang, mens hotellet klarede sig langt bedre. I dag bruges centret hovedsageligt til erhverv, studieboliger, et fitnesscenter og en række andre mindre lejemål foruden 133 ungdomsboliger, der kom til i butiksdelen i slutningen af 2010’erne.

Selvom Friis & Moltke på sin tid levede op til kravene om at være et kvalitetsarkitektfirma, så er byggeriet præget af at være opført på et tidspunkt med en smal stime af svømmehalslignende glaskuber – Høje Taastrup Station er en anden af dem, som ingen rigtig nogensinde kom til at holde af. Derfor blev Scandinavian Center svært at leje ud, og i mange år døjede det med høj tomgang.

Man kan dog ikke konkludere, at der ikke var brug for et butikscenter syv minutter fra gågaden i Danmarks næststørste by, for siden er Bruuns Galleri åbnet og er blevet en potent konkurrent. Så meget handler om udformning og – igen – timing.

Hvornår skulle man have trukket stikket?
Nu kommer næste transformation så. Foran centret er en parkeringsplads med til at skabe et “hul” i byen, og de tre pensionskasser Danica Ejendomme, ATP Ejendomme og Sampension, der i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er personificeret som ejendomschef i Danica Ejendomme Kenneth Olsson, senior porteføljemanager Martin Rauhe Pedersen i Sampension og afdelingschef i ATP Ejendomme Vest, Jakob Kristensen, vil nu med Newsec Asset Management som fælles tovholder arbejde videre med ejendommen og udvikle yderligere boliger på parkeringspladsen foran centret samt et danseteater på bagsiden af bygningen over mod Godsbanen.

Derfor har Nordstern fået fuldmagt til at ansøge om at få igangsat en lokalplanproces, så der kan bygges nyt på Margrethepladsen og Sonnesgade, og der dermed kan opføres 12.500 kvm blandet bolig og erhverv.

Og nu kommer vi til pointen. Scandinavian Center bliver i denne kommentar brugt som et eksempel på en problemstilling, som kun vil blive større i de kommende år. For hvad nu, hvis det egentlig havde givet mere mening at rive en del – eller måske det hele – ned allerede for en årrække siden i stedet for at videreudvikle på et byggeri, der aldrig kommer til at passe optimalt ind i bymiljøet? (Og her skal jeg understrege, at de tre pensionskasser ikke selv har ytret ønske om det, så det er en overvejelse, der står helt for min egen regning.)

1000-kroners spørgsmålet er jo her – som i alle ledelsesspørgsmål – hvornår man så skulle have trukket stikket.

Klimakampen mellem nybyggeri og renovering
Hvis man overhovedet skulle få den tanke, at et byggeri aldrig bliver rigtig godt, og en grund kan bruges til noget bedre, så er et større problem, at det ikke er særlig bæredygtigt at rive ned og bygge op.

Vi kan ikke ignorere, at der er en kamp i gang mellem den klimamæssige påvirkning, som nybyggeri er markant eksponent for, når der bruges nye materialer og skal støbes og gøres ved, og så den driftsmæssige energieffektivitet, som næsten altid vil kræve nybyggeri.

Det er derfor, vi ser, at antallet af nedrevne parcelhuse er eksploderet. Når man sammenligner massive renoveringsomkostninger med de løsninger, man kan få ved at rive ned og bygge nyt, så vinder nedrivningen over renoveringen hos mange private familier, der måske endelig har fundet en grund præcis der, hvor de gerne vil bo.

Det er fornuftigt, at bolig- og socialministeren nu vil give kommunerne flere værktøjer til at begrænse nedrivningerne. Men vi bliver også nødt til at finde en løsning på udfordringen med bygninger, som måske aldrig skulle være opført. Her er det vigtigt, at værktøjerne suppleres af god og gennemsigtig adgang til at ændre anvendelserne. Et eksempel kunne være den ellers godt tænkte Tove Ditlevsen Arkade på Vesterbrogade i København, som – lige meget hvor godt koncepterne var tænkt – bare ikke kunne fungere. I dag er der et hotel, som klarer sig bedre.

Det vil komme til at udfordre både arkitekter, bygherrer og offentlige myndigheder, at der skal tænkes i nye måder at bruge eksisterende bygninger. Eller måske skal der gås hårdere til værks end tidligere, når man tænker i tilladelser til renoveringer og ombygninger – både fra rådgivernes side og i forhold til de krav, der stilles, når der skal ændres i lokalplaner og byggetilladelser. Det er helt afgørende, at vi river mindre ned, end vi gør i dag, men der skal også være plads til, at byudviklingen bliver succesfuld, og nogle gange kræver det, at man tør tage eller give tilladelse til en kontroversiel beslutning.

Ligegyldigt hvor længe den står der, så er det yderst sjældent, at det, der i første omgang bliver omtalt som en øjebæ, ender med at blive en ikonisk ejendom.