
onsdag 29. januar 2025 09:01
Lokale investorer overtager konkursramt René Birch-selskab
I løbet af 2024 blev den jyske byggematador René Birch ramt af en række konkurser.
Nu overtager en lokal investorkreds med Poul Konrad Beck og Thomas Bøgild-Jakobsen i spidsen konkursboet efter GMB produktion i Fårvang.
– Den nye ejerkreds vurderer, at GMB Produktions oprindelige forretningsmodel fortsat har stort potentiale. Ifølge investorerne skyldes konkursen ikke virksomhedens koncept, men snarere tidligere ejer René Birchs fejlslagne investeringer i andre projekter, som ikke var relateret til GMB Produktion, lyder det i en pressemeddelelse fra de nye ejere.
Produktionsanlægget er mere end 34.000 kvm stort.
Produktionen bliver ført videre under den nystartede virksomhed LCA Elementer, og det forventes, at de første elementer kan forlade fabrikken i juni 2025.
Foruden Poul Konrad Beck og Thomas Bøgild-Jakobsen udgør den nye bestyrelse Bo Helligsøe, Thorbjørn Risgaard og Henrik Bie Jensen.
Øverste selskab i krise
En lang række af René Birch GMB-selskaber er gået konkurs.
Der er tale om selskaber som GMB Winther Installatør, GMB Enterprise Holding, GMB Entreprenør og GMB Produktion. René Birch har også valgt at lukke sin motorsportssatsning GMB Motorsport, GMB Byg RL ApS og GMB Byg RL II ApS.
Kort før jul blev det øverste selskab i koncernen, René Birch GMB Holding 2 ApS, også sendt i rekonstruktion.