
fredag 24. januar 2025 10:38
Ny markant ændring i toppen af Thylander
Ejendomsselskabet Thylander har lavet en markant ændring i toppen af organisationen.
Selskabet har valgt at forfremme Jarl Greve og Michael Brichmann til chief financial officer og chief operating officer.
Samtidig har Maj Blach og Christian H. Westergaard valgt at søge nye udfordringer, oplyser Thylander.
Jarl Greve har de seneste år spillet en afgørende rolle i Thylanders Build to Core-platform. I sin nye rolle som CFO vil han stadig støtte Thylanders Build to Core-platform og få en central rolle i selskabets fund management og investor-relations aktiviteter og bidrage til videreudviklingen af deres investeringsprodukter.
Michael Brichmann har de seneste år stået i spidsen for Thylanders Portfolio Management team. I sin nye rolle som COO vil han stadig have ansvaret for kundeoplevelsen og digitalisering Thylanders Portfolio Management-funktion, og overtager samtidig ansvaret for Fund Formation, Compliance og deres juridiske afdeling.
Effektiv pyramidestruktur
Bjarke Mikkelsen, der overtog rollen som adm. direktør fra Lars Thylander i juni sidste år, håber på, at organisationen bliver mere effektiv i forbindelse med ændringerne.
– Med disse ændringer i ledelsesteamet bygger vi en mere effektiv pyramidestruktur, som i sidste ende vil skabe værdi for vores investorer og accelerere vores ESG-ambitioner, siger han.
Han takker samtidig Maj Blach og Christian H. Westergaard for deres tid i Thylander.
– Maj og Christian har spillet en central og vigtig rolle i opbygningen af vores juridiske og ESG-funktion, og vi ønsker dem alt det bedste for fremtiden.
Rokader i toppen
Thylander har været igennem en del ændringer i toppen af organisationen de seneste år.
Siden december 2023 har selskabet sagt farvel til Søren Vendelbo, der var vice-adm. direktør, Mikkel Rosendahl, der var COO, Henrik Køhn, der er skiftet til Fokus Nordic, Lars Thylander er stoppet som adm. direktør for i stedet at blive bestyrelses formand, og nu har man så sagt farvel til Maj Blach og Christian H. Westergaard.
Omvendt har Thylander fået ansat Bjarke Mikkelsen som ny adm. direktør og hentet Carl Johan Collet ind, som tidligere var en del af Fokus Nordic.