
fredag 24. januar 2025 08:47
Janne Schmidt: Der er kommet et større fokus på fællesskab
Hvad bringer det år, vi netop har taget hul på? I en nytårsserie spørger vi en række profiler fra ejendomsbranchen, hvad de forventer af det nye år.
I dag er det Janne Schmidt, som er udlejningschef i Velkomn.
Hvad håber du, der kommer til at ske i ejendomsbranchen i 2025?
Jeg håber, at de positive vinde, der har blæst specielt efter sommerferien i forhold til markedsforholdene, fortsætter. Det giver ro på bagsmækken til at få sat fokus på branchens bidrag til en mere bæredygtig fremtid, yderligere digitalisering og vores arbejde for bedre fællesskaber i boligområderne og dermed trivsel blandt beboerne.
Hvilke tendenser tror du, kommer til at præge ejendomsbranchen i år?
I det forretningsben, jeg selv sidder med ansvaret for, tror jeg på, at vi kommer til at se endnu større fokus på og ønske om fællesskaber. Det mærker jeg tydeligt efter mine første måneder i Velkomn, hvor vi netop opsøger og dyrker den del. Det er et oprigtigt ønske fra specielt seniorer om at kende naboen og hilse på genboen. I en helt anden boldgade forventer jeg, at det nye bygningsreglement og de lavere krav til Co2-udledning kommer til at få stor betydning for både entreprenører og bygherrer i bestræbelserne på at sætte fart på den grønne omstilling.
Er der noget, du vil blive bedre til i 2025?
Ejendomsmarkedet er dynamisk og kan hurtigt ændre sig. Jeg vil derfor gerne blive endnu bedre til at holde mig skarp på markedstendenser og efterspørgslen på boliger. Det bliver også året, hvor jeg for alvor tager kunstig intelligens til mig i forhold til at gøre hverdagen endnu bedre for vores beboere og mere effektiv for mig selv – dog lige krydret med håbet om endnu en gang at få mere fokus på mindfulness og ramme den rigtige worklife-balance.
Hvad håber du, at virksomheden har opnået, når kalenderen viser 31. december 2025?
Jeg håber, at vi har taget endnu et par store skridt mod de 2.000 boliger i porteføljen, som er vores første delmål mod 5.000 boliger. Personligt håber jeg, at vi fortsætter den succes, vi har indtil videre opnået med udlejningen af vores første projekt som bygherre i Lysholm Have i Haslev. De mange gode valg, der er truffet omkring boligerne i forhold til kvalitet, skulle gerne smitte af efterfølgende på den daglige drift med glade beboere til følge.