– Alle afdelinger og alle styrelser, så snart som praktisk muligt, skal tage alle nødvendige skridt henimod at stoppe alle aftaler om at arbejde væk fra kontoret og forlange, at medarbejdere vender fysisk tilbage på deres arbejdssted fuld tid.

Sådan stod der i et af de mange dekreter, som Donald Trump skyndte sig at underskrive i sine første timer af anden periode i Det Hvide Hus. Der var dog en lille smutvej i slutningen af dekretet, der gav den enkelte chef mulighed for at gøre undtagelser. Men signalet var ikke til at tage fejl af, og det kan ende med at styrke det danske kontormarked.

Med sig har han flere andre store amerikanske selskaber, som også begynder at rulle hjemmearbejde tilbage. Senest JP Morgan, der per marts trækker medarbejderne ind igen, selvom de godt ved, at “alle ansatte nok ikke vil være enige i beslutningen”.

Det kan man sådan set godt forstå, for amerikanske kontorer er ofte meget anderledes end danske. I generaliserende og overordnede termer, er de ofte kedelige med stækket dagslys, lavt til loftet, høj tæthed og neonlys, der bader de typisk grå og sorte møbler. Ikke et sted, man har lyst til at bruge sin dag og da slet ikke sit liv.

Samtidig er amerikansk arbejdskultur ofte ufleksibel, hierarkisk organiseret og autoritetsstyret, og det er ikke den ledertype og -stil, som har nemmest ved ubetinget tillid og uddelegering af arbejdsopgaver.

Greb et halmstrå
Men under Corona fik amerikanerne et halmstrå at gribe fat i, og det har de i den grad trukket i. De er aldrig rigtig kommet tilbage på kontoret, lyder rygtet. Når jeg siger rygtet, så er det fordi, at det – ligesom i Danmark – slet ikke er alle, der har arbejdet hjemmefra i nævneværdig grad.

61 procent af alle amerikanere siger selv, at de ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra, og dermed er det “kun” lige over 71 millioner medarbejdere i USA, der har været med til at skabe den bølge af usikkerhed, der lige nu fejer henover kontorejendomme over hele verden. Investorerne er usikre på, om amerikanerne såvel som medarbejdere i andre lande kommer tilbage, og om kontorer derfor er en aktivklasse, som det overhovedet er interessant at investere i, hvis der potentielt bliver meget mindre brug for dem i fremtiden.

Det har også ramt markedet i Danmark, hvor udenlandske investorer ser på det amerikanske og til dels engelske marked og tøver med at købe kontorejendomme, fordi de ikke kender det faktiske behov i fremtiden.

Hvis narrativet om manglende kontorinteresse bliver ændret, kan det gavne Danmark og skabe øget efterspørgsel i kontormarkedet. Mindre usikkerhed om, hvorvidt det bliver fremtiden, at vi alle sidder hver for sig, vil helt sikkert være med til at skabe større tillid til kontorer som aktivklasse i ejendomsmarkedet. Ikke mindst på et tidspunkt, hvor tomgangen rent faktisk er svagt stigende på grund af flere store færdiggjorte kontorejendomme i både København og Aarhus.

Når det er sagt, så er der en række markant usympatiske bivirkninger ved dekretet set fra medarbejdernes side, men også fra et mere overordnet menneskeligt perspektiv.

Kontoret skal ikke bruges som skræmmebillede for nedskæringer
For det første er det en helt urimelig præmis, at man bruger kontoret som en trussel for at gennemføre nedskæringer. Det er ikke rimeligt overfor de medarbejdere, der står i en situation, hvor de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen med 100 procents tilstedeværelse, men det er heller ikke rimeligt overfor de øvrige medarbejdere.

Signalet, der bliver sendt er, at kontoret ikke skal være et attraktivt sted, hvor det er en fordel og gevinst at komme, men et instrument til at true medarbejderne tilbage. Altså pisk fremfor gulerod.Det næste er, at det set ud fra en moderne medarbejdertilgang om, at vi som udgangspunkt er holistiske og fornuftige mennesker  helt forkert at gennemtrumfe “en-for-alle” politikker. Vi har på flere niveauer en debat i samfundet om, hvordan vi inkluderer flere i arbejdsmarkedet og især – men ikke kun – i de år, hvor man har små børn, kan hjemmearbejdsdage få tingene til at gå op i en højere enhed. Både USA og Danmark har desuden et stramt arbejdsmarked i disse år, og vi har ikke brug for et lavere arbejdsudbud, men tværtimod flere, der kommer ud på arbejdsmarkedet.

Uagtet, at man ikke kan drage paralleller fra enkeltpersoner, så var en udstrakt grad af hjemmearbejde min egen vej til både at have karriere og børn i årene 1995-2010. Så meget desto vigtigere var det, at kontoret fungerede optimalt, de dage, hvor jeg arbejdede derfra. Og så meget desto vigtigere både var og er det at have ledere, der favner, følger og har føling med deres medarbejdere for fleksible arbejdsstedet må naturligvis ikke være en modpol til en stærk virksomhedskultur.

Derfor kræver det også, at man som leder udvikler sig, hvis man ikke allerede har den slags i værktøjskassen, for det er instrumenter, der skal findes frem til at måle medarbejderne på deres indsats og resultater og ikke blot på deres fysiske tilstedeværelse.

Det er en falliterklæring, hvis man ikke kan det i 2025. På samme måde som det ikke er godt nok, hvis man ikke formår at skabe så attraktive kontorer, at medarbejderne har lyst til at komme derind. Det ved vi langt hen ad vejen godt i Danmark, men det internationale signal er anderledes.

Så uanset, at hjemmearbejde på alle måder bør være kommet for at blive, så er den barske og unuancerede udmelding fra tirsdagens “dekretfabrik” godt nyt for tilliden til kontormarkedet – også i Danmark.

Branchetal fra det amerikanske kontormarked