Eva Boch er enhedschef for byggeri og projekt i Frederiksberg Kommune og ugens modtager af Estate Medias branchestafet. Foto: Eva Boch.

Eva Boch: Vi skal være bedre til at arbejde mod samme mål

Eva Boch er enhedschef for byggeri og projekt i Frederiksberg Kommune og ugens modtager af Estate Medias branchestafet – Bag om. Her svarer ejendomsbranchens aktører på syv faste spørgsmål, der gør læseren klogere på ejendomsbranchens profiler.

Eva Boch er nomineret af sidste uges modtager af stafetten, arkitekt maa og indehaver af Albjerg Arkitekter, Nanna Albjerg, med ordene:

– Jeg vil gerne nominere Eva Boch, Enhedschef for byggeri og projekt i Frederiksberg Kommune. Eva er gennemført sej: hun er en dygtig leder, der kombinerer en målrettet tilgang til projekter med stærke værdier og et solidt netværk. Hun er topprofessionel, samtidig med at hendes lette tilgang og humor skaber en god atmosfære i samarbejder og projekter.

I mit første job i ejendomsbranchen lærte jeg, at… Netværk er supervigtigt! Jeg blev færdiguddannet på et tidspunkt, hvor der var virkelig høj arbejdsløshed i branchen, og det var netværk der fik mig hurtigt i arbejde. Jeg startede med meget ingeniør-faglige opgaver som var virkelig lærerige og et vigtigt fundament. Jeg fandt efter nogle år, at projektledelse og senere ledelse passede bedre til mig og jeg har nydt at arbejde med organisation og ledelse af mennesker lige siden.

Jeg ville ønske, at nogen havde rådet mig til…  At opbygge mit netværk tidligt i karrieren. På trods af bevidstheden omkring vigtigheden, tog det mig en del år at lære at gøre det. Der er så mange spændende mennesker i branchen, og jeg synes altid, det er sjovt at møde andre fra alle ejendomsbranchens forskellige områder.

Det har altid været vigtigt at have værdisættet i orden, og det har også altid været stor del af min motivation at arbejde med værdibaseret ledelse. Jeg ville ønske, at nogen havde rådet mig til at være stolt i forhold til mit eget værdisæt, også når det har været sat på prøve.

Mit stamsted er… Jeg har boet på Frederiksberg af flere omgange og jeg kan rigtig godt lide Værnedamsvej på Frederiksberg, som føles lokalt for mig. Værnedamsvej kan rumme næsten alle typer af besøg. Granola er et dejligt kaffe og frokoststed, Falernum har en virkelig god eftermiddags og aftenstemning og er hyggeligt til et glas vin.

Når jeg skal fejre en succes… Succes på arbejdet er altid noget, vi opnår sammen og vi får helt sikkert ikke fejret nok.  Jeg er bevidst om, hvor vigtigt det er at anerkende og giver gerne ”roser” når noget er blevet en succes.

Når jeg har brug for at genoplade… Der findes flere metoder for mig. Jeg løber primært for at få klaret tankerne, og jeg kan mærke på min energi, når jeg har brug for en løbetur. Men jeg har også opdaget, hvor meget vandreture kan gøre for mig. Og så er musik vigtigt. Jeg elsker en god koncert. Det skal gerne være med masser af guitar. Jeg er mest til den tunge rockside, men klassisk kan også noget.

Det bedste, der kunne ske i branchen, var hvis… Alle parterne i byggeprojekterne arbejdede efter samme mål, og kunne blive bedre til at samarbejde med en højere grad af gensidig tillid. Forventningsafstemning og ordentlighed er alfa-omega. Konfliktniveauet i branchen er blevet højere igennem årene, og jeg synes ikke, at vores udbudsregler og aftalesystemer forebygger konflikterne tilstrækkeligt.

En af dem jeg ser mest op til i branchen er… Der er mange, jeg ser op til i branchen, så det er svært at udpege en enkelt.

Mine første år som leder i den rådgivende virksomhed i Alectia (tidligere Birch og Krogboe), havde jeg nogle rigtig gode ledere som var gode mentorer og hvor værdibaseret tilgang til ledelse var grundlaget. Niels Ole Karstoft, Henrik Klinge og Per Christensen har i høj grad påvirket min tilgang til ledelse.

Jeg vil også slå et slag for de nye generationer. Jeg har altid haft stor respekt for deres muligheder og forsøg på at påvirke og ændre samfundet. De besidder en helt naturlig lyst og motivation for at ændre tingene til det bedre. Rammerne og opbakning skal selvfølgelig være på plads, og jeg vil gerne være en af dem, der kan give det. Digitaliseringen kom for alvor ind i byggeriet med de unges naturlige talent for at arbejde digitalt.

Nu er det klimaet, der i fokus, og der er et gevaldigt pres fra den nye generation på at sikre bæredygtigheden som en grundlæggende parameter i byggeriet. Vi arbejder mere og mere målrettet med bæredygtighed i branchen, men jo flere steder presset kommer fra, jo længere tror jeg, vi kommer. Det er den nye generation, der skal overtage, så det er vigtigt at vi gør os umage med at høre efter og lære af hinanden på tværs af generationer.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder