
mandag 09. december 2024 08:54
Tidligere skattemedarbejdere: Det er “torskedumt”
“Torskedumt.”
Sådan beskriver to tidligere medarbejdere i Vurderingsstyrelsen de nye vurderinger af erhvervsejendomme.
– Det er så torskedumt, at det skriger til himlen, siger Henrik Lind Husen til erhvervsmediet Finans.
Finans har talt med både ham og Christian Rose Hansen, der begge sagde op, fordi vurderingerne var dømt til at gå galt.
De mener ikke, at erhvervsejendomme kan vurderes som ubebyggede boliggrunde.
– Det er åbenlyst forkert, for det giver nogle selvopfundne værdier, som ikke findes i den virkelige verden, siger Christian Rose Hansen til Finans.
Langt større problem end først antaget
Tidligere på måneden kunne Finans afsløre, at hele 250.000 erhvervsejendomme har fået forkerte vurderinger.
Det svarer til halvdelen af alle erhvervsejendomme i Danmark – og det er langt flere end først antaget.
Både Peter Stenholm, adm. direktør i Ejendomdanmark, og fagchef Helle Juhler-Verdoner i DI Ejendomme, kalder det bekymrende.
Estate Media har også den seneste tid dækket problemerne med skæve værdistigninger på ejendomme i forbindelse med erhvervsejendomsvurderinger.
Søren Stensdal fra ejendomsselskabet Stensdal Group er en af dem, der har oplevet, at de rammer skævt.
På en af virksomhedens ejendomme i Høje Taastrup, stiger den offentlige grundværdi fra 16 millioner kr. til 172 millioner kr. En stigning på i alt 156 millioner kr. Følger politikerne anbefalingen fra flertallet i ekspertrådet, stiger værdien yderligere til 258 millioner kr.
For Stensdal Group betyder de nye erhvervsejendomsvurderinger en meget konkret skattestigning på over 340.000 kr. alene for ejendom og grund på adressen i Høje Taastrup i 2026 i forhold til i 2023.
I Ballerup står ejendomsselskabet Liwa Ejendomme, som Alma Property Partners og Rubik Properties står bag, med et lignende problem.
Liwa Ejendomme købte lager- og logistikejendommen i slutningen af 2023 for 49 millioner kr., men i dag bliver den offentlige grundværdi ifølge de nye vurderinger opgjort til at have en værdi på 238 millioner kr. Grundværdien er altså næsten fem gange så høj i dag, som da selskabet købte det for et år siden.
– Jeg tænkte, at der var lavet en fejl, da jeg så vurderingen, sagde Hüseyin Meric fra Alma Property Partners til Estate Media for kort tid siden.
Estate Media har forholdt skatteminister Rasmus Stoklund (S) kritikken. Ifølge ham har regeringen modtaget en rapport fra arbejdsgruppen om vurdering af erhvervsgrunde om den eksisterende model og forskellige alternative, som de vil læse og drøfte.
Mere om sagen:
Læs: Problemet med forkerte vurderinger er langt større end først antaget
Læs: Pludselig steg værdien med næsten 200 millioner kr
Læs: Søren Stensdals grundværdi er steget med 156 millioner kr
Læs: S-ordfører: Det er et højrisiko-område