mandag 09. september 2024 13:04
Køkkenmand bliver ny adm. direktør for Birch Ejendomme
Birch Ejendomme har udnævnt Lars Bay-Smidt som ny adm. direktør.
Han afløser Thomas Bertelsen, der bliver i virksomheden som “Chief Commercial og Transaction Officer”.
Lars Bay-Smidt kommer fra et job som medejer og koncernchef for Plantas Group – en af Europas 10 største grossister inden for planter og blomster.
Før det var han i over 15 år tilknyttet diverse køkkenfirmaer. I løbet af de år var han blandt andet direktør for HTH, Invita og Uno Form hos selskabet Nobia Danmark.
Tiden hos Nobia sluttede dog brat i begyndelsen af 2016, hvor han blev bortvist fra virksomheden. Senere, i november 2016, kunne Berlingske fortælle, at det drejede sig om uenigheder om kvalitet af produkterne, hvor Lars Bay-Smidt var bekymret for, at køkkenskabene var af for ringe kvalitet.
Nu skal han så stå i spidsen for ejendomsselskabet Birch Ejendomme. Et område som han ikke tidligere har erfaring med.
Skal spille Birch bedre
Ifølge Managing Director i kapitalfonden Aermont, der ejer Birch Ejendomme, Kevin Pierre, er han valgt på grund af sin ledelsesstil.
– Han er en dygtig leder, der har en motiverende og positiv lederstil, som giver resultater. Han kan spille ethvert hold bedre. Og det er helt essentielt, når man som os har et stærkt ønske om fortsat vækst og udvikling, siger han.
Birch Ejendomme har siden 2022 været ejet af den britiske kapitalfond Aermont sammen med de to danske erhvervsfolk, Thomas Bertelsen og Peder Østergaard. Direktionen består fremad af Lars Bay-Smidt og Thomas Bertelsen, og ejerkredsen forbliver uændret.
Birch Ejendomme er en af Danmarks førende ejendomsudviklere, som siden 2018 har udviklet over 6.000 lejeboliger i 16 danske byer.
I 2024 solgte Birch Ejendomme otte projekter med 667 boliger til ejendomsselskabet Velkomn, en handel nomineret til årets ejendomstransaktion 2024.