
torsdag 29. februar 2024 10:25
Parkzone får ny direktør
Det danskejede parkeringsselskab Parkzone udnævner ny adm. direktør. Det oplyser selskabet til Estate Media
Det er Ronen Leon, der overtager direktørstolen fra 1. marts.
Han blev ansat som viceadministrerende direktør i virksomheden i oktober 2023, men får altså nu det fulde ansvar.
Han kommer med mere end otte års erfaring som direktør for patruljevagtområdet i Securitas Danmark. Før det var han i Verisure og teleselskabet 3.
– Det er med stor glæde og taknemmelighed, at jeg overtager posten som adm. direktør i Parkzone. Vi har et stærkt ståsted og ambitioner om yderligere vækst, blandt andet ved at udvikle flere produkter og services tilknyttet fremtidens parkeringsoplevelser, og det ser jeg frem til at stå i spidsen for, siger Ronen Leon.
Torben Holritz Juhl, der er stifter, medejer og de sidste 20 år har været adm. direktør, fortsætter som kommerciel direktør i virksomheden.