
onsdag 20. december 2023 08:41
Heimstaden Bostad misser erklæret mål
Kreditvurderingsselskabet Standard & Poor (S&P) sænker Heimstaden Bostads kreditvurdering et trin til BBB- fra BBB.
S&P begrunder nedjusteringen af Heimstanden Bostad med, at de ikke forventer, at det svenske ejendomsselskab kan fastholde en EBITDA-rentedækning på over 1,8x over de næste 12-24 måneder.
Heimstaden Bostad har ifølge svenske Fastighetsnytt haft et erklæret mål om at fastholde sin BBB-ratingen. Derfor har ejendomsselskabet henover de seneste måneder iværksat flere tiltag og blandt andet sat gang i en privatisering, hvor de ønsker at omdanne lejligheder fra lejeboliger til ejerlejligheder.
Men tiltagene har ikke vist sig tiltrækkelige for S&P.
Christian Fladeland, næstformand i Heimstaden Bostad, siger i en kommentar til nedjusteringen, at ratingen skal hæves igen.
– Vi er fast besluttet på at genoprette vores BBB-rating, siger han.
Ved at forvalte løbetider i god tid og fastholde en stærk likviditetsposition, understøttet af privatiseringer, der hidtil har overgået forventningerne, siger han, at Heimstaden Bostad er sikker på at vende tilbage til stabile udsigter.
– Der skal ikke være nogen tvivl om, at Heimstaden Bostad stadig er en investment grade-virksomhed, siger Christian Fladeland.