Fremover får Estate Media i Danmark en ledergruppe, der i fællesskab står for den daglige drift. Her er det fra venstre adm. direktør Jan Erik Pedersen sammen med den nyudnævnte danske ledergruppe bestående af konferencechef Kim Plesner, chefredaktør Kamilla Sevel og CCO Michael JR. Mortensen. Foto: Mads Petersen/Estate Media.

Estate Media i Danmark får ny ledelse

Estate Media, der med konferencer, magasin og daglige onlinenyheder er Danmarks førende medievirksomhed for ejendomsbranchen, er klar med en stærk ledelse. Virksomheden vil i det daglige blive ledet af tre af de mest erfarne medarbejdere i selskabet i samarbejde med Jan Erik Pedersen, Estate Media Norge, som adm. direktør.

– Estate Media er den danske ejendomsbranches samlende medievirksomhed. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fundet en løsning på virksomhedens fremtidige ledelse, som knytter nogle af Estate Media Danmarks mest erfarne medarbejdere endnu tættere til den daglige ledelse. Samtidig lægger vi os op af den trend, som flere og flere agile virksomheder indfører; nemlig at dele ledelsen i en tæt sammentømret ledergruppe med hver sit ansvarsområde, siger Jan Erik Pedersen, der har været i Estate Media Norge siden 2009 og været bestyrelsesformand for det danske selskab siden 2012.

Den danske ledergruppe kommer til at bestå af tre stærke og erfarne profiler, der fremover også får titel af underdirektør. Den ene er CCO Michael Jr. Mortensen, der har været i Estate Media siden 2012 og har gennemgået en udvikling fra mediesælger til markedschef og nu bliver en del af ledelsen. Michael Jr. Mortensen har meget stor indsigt og bred kontaktflade i ejendomsbranchen. Han står i spidsen for den kommercielle del af Estate Media med ansvar for salg af partnerskaber på konferencer, annoncer online og offline og selskabets øvrige kommercielle produkter.

– Det er en meget naturlig udvikling for mig at påtage mig en større del af ansvaret for virksomhedens strategiske udvikling. Jeg ser meget frem til arbejdet med at udvikle Estate Media yderligere i Danmark, hvor vi har mange spændende projekter på vej, siger Michael Jr. Mortensen.

Nyt stærkt samarbejde skal sikre udvikling og fremdrift i ny æra
Kim Plesner er konferencechef og indgår også i den fremtidige ledergruppe. Han er ansvarlig for Estate Medias konferenceafdeling, der både står for signaturkonferencer som Ejendomsdagene, Boligdagene, Copenhagen Future Summit og Business Arena, de unikke Zoom-konferencer om udviklingen i byer over hele Danmark og Estate Academy, der er seminarer om aktuelle ejendomsrelaterede emner. Kim Plesner kom til Estate Media i 2018.

– Behovet for at samles til vidensdeling, netværk og faglig inspiration er fortsat stort. Det så vi senest på et udsolgt Boligdagene. Som del af ledelsesgruppen i Estate Media glæder jeg mig til at udvikle vores konferencer til et endnu højere niveau, når vi samler den danske ejendomsbranche, siger Kim Plesner.

Tredje medlem af ledelsesgruppen er Kamilla Sevel, der er chefredaktør og stifter af Estate Media. I 2022 solgte hun sin del af virksomheden til den svenske mediekoncern Bonnier, der nu er ejer.

– Jeg stiftede virksomheden i 2008, og det ligger mit hjerte meget nært, at vi fortsat kan understøtte branchen bedst muligt som den samlende medieplatform og levere viden og indsigt. Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde i ledelsen på en ny måde. Kim, Michael og jeg kender hinanden rigtig godt, men har tidligere arbejdet mere parallelt. Nu bliver vi en ligeværdig ledelsesgruppe, og det er jeg personligt meget begejstret for og ser frem til at bidrage til at udvikle virksomheden yderligere i en ny æra, siger Kamilla Sevel.

Læs også Bonnier køber hele Estate Media i Danmark

Læs også Bonnier køber Estate Media – ser store muligheder





I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & akademier

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder