
tirsdag 31. januar 2023 10:17
NCC er udfordret
Entreprenørkoncernen NCC har haft et udfordrende 2022, hvor det ikke lykkedes at opnå de forventede økonomiske resultater. Men den danske del af forretningen i den svenske koncern har det fint, fremgår det af årsregnskabet, der er offentliggjort tirsdag.
Omsætningen i hele koncernen nåede i 2022 op på 54,2 milliarder svenske kr., hvilket er lidt mere end niveauet fra 2021 på 53,4 milliarder. Resultatet før skat endte på 1,3 milliarder svenske kr. mod 1,8 milliarder året før.

De danske byggeaktiviteter er en del af Building Nordics-divisionen, der dækker over Danmark, Norge og Finland. Her har der været en lille tilbagegang i ordreindgangen, som kan henføres til den finske forretning.
God indtjening i Danmark
– I Building Nordics som helhed var driftsresultatet lavere end i det foregående år, men der er stor variation mellem de forskellige lande og afdelinger. Danmark har generelt et stærkt marked med god indtjening, aktiviteterne i Norge er begrænsede, mens det i Finland var nødvendigt at omstrukturere forretningen i løbet af kvartalet for at styrke profitabiliteten, lyder det i adm. direktør Tomas Carlssons bemærkninger til regnskabet.
Årsrapporten fortæller blandt andet om de danske byggeaktiviteter i fjerde kvartal, at det er lykkedes at aflevere Nicolinehus-byggeriet i Aarhus Ø to uger før aftalt tid. Samtidig har NCC påbegyndt arbejdet med renoveringen af Langelinjekaj.
På listen over igangværende projekter finder man desuden Kontorværket i Valby, hvor der både skal være nyt hovedkontor for biotekvirksomheden Genmab og bygge et parkeringshus med plads til 280 biler.
