lørdag 21. januar 2023 00:38
Redaktørens blog: Grøn forvirring
Erhvervslejerne prioriterer det langt nede i rækken af faktorer, når de skal vælge et lejemål. Beboerne i en bolig er stort set ligeglade, om de bor i en bæredygtig bolig, selvom de gerne vil spare på varmeregningen. Mens det er helt afgørende for investorerne, at en ejendom er bæredygtig for eksempel med en certificering. Til gengæld interesserer det de fleste mindre, hvordan den er blevet det.
Det er naturligvis grove generaliseringer at sige, at der ikke rigtig er nogen, der går op i den grønne omstilling, når det kommer til ejendomme. Og det vil være rigtig svært at genkende for de mange i ejendomsbranchen, der bruger millioner af kr. på at ansætte ESG-managers, bæredygtighedschefer og meget andet. Men faktum er, at det fortsat er utrolig svært for de fleste – også professionelle aktører – at slå ned på præcis, hvad der er rigtigt at gøre.
Og som det blev sagt på konferencen Estate Outlook i denne uge af forbrugereksperten Eva Steensig.
– Bæredygtighed er en hygiejnefaktor. I er nødt til at have den, men I får ikke rigtig noget for den.
Det er helt rigtigt. Og det gælder egentlig både i rå indtægter, men det gælder også på prestigesiden. Man kan være sikker på, at det nok skal komme dårligt tilbage, hvis man bliver afsløret i at lade som om man er grøn, men ikke er det, men det er ikke sikkert, at man får ros for at gøre noget.
Hvis man skal skabe opmærksomhed om noget og formidle det forståeligt, så er det næsten altid værd at gå efter mantraet “Keep it simple”.
Sådan er det ikke, når det gælder bæredygtighed i ejendomsbranchen, hvor der både er mange tilgange og mange variationer af de samme tilgange. Og samtidig så skaber usikkerheden om, hvad der er det rigtige en tendens til, at man måske ser sin egen tilgang som den rigtige og samtidig sætter spørgsmålstegn ved de andres.
Tag nu udslippet af Co2 – den såkaldte LCA-beregning, der er en LivsCyklusAnalyse.
Den 1. januar trådte det nye bygningsreglement i kraft. For nybyggeri over 1.000 kvm blev der indført et krav om en CO₂-grænseværdi svarende til 12 kg CO₂-ækv per kvm per år. Og som Bolig- og planstyrelsen skriver: “Kravet kan medvirke til at nedbringe klimaaftrykket fra byggeriet og modne branchen og bygherrer til at bygge mere bæredygtigt og fremme klimavenlige løsninger til byggeriet.”
Det er jo fint, at det kan medvirke til det. Men en del bygherrer synes allerede, at det er alt for uambitiøst. Der bliver stræbt efter 8 kg og andre taler om 5 kg.
Når det gælder DGNB-certificeringen, så er der også bred uenighed. Nogle synes, at det er det værd at kunne dokumentere bæredygtigheden, mens andre synes, at det er alt for tilfældigt, hvad der afgør, om man kan få en certificering, mens andre igen synes, at det er alt for nemt. Det sidste har fået Green Building Council, der uddeler certificeringerne, til at tilføje en ny overligger, DGNB Planet, som foreningen forventer, at højst et par byggerier årligt kan leve op til.
Der er flere andre eksempler, der afspejler det strukturelle problem, som lige nu hæmmer den grønne omstilling i ejendomsbranchen, fordi der på trods af de mange initiativer ikke er fælles fodslag. Det er meget positivt, at en del af branchen – efter at have hængt i bremsen i en årrække – nu selv rykker på den grønne dagsorden i højere grad end reglerne forlanger. Men det er ikke nok. Bygningsreglementet bør følge med, så der kommer en fælles ambitiøs og gennemskuelig overligger og ikke bare et krav, som de fleste allerede er vokset fra.
