onsdag 18. januar 2023 09:45
Tidligere Colliers-partner skal fremtidssikre Nordicals
Erhvervsmæglerselskabet Nordicals har sat sig for at blive endnu skarpere til at imødekomme kundernes behov og ønsker, og derfor har man ansat Jan Nickelsen som ny direktør for forretningsudvikling.
Jan Nickelsen har 30 års erfaring fra branchen både fra EDC Gruppen og fra Colliers, hvor han indtil november 2021 var partner og direktør for Aarhus-afdelingen. Den viden ser han frem til at bringe i spil for Nordicals.
– Vi har et meget stærkt fundament med en bred geografisk spredning, et velkonsolideret brand og ikke mindst masser af kompetente og engagerede medarbejdere og forretninger, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med, siger han.
Erik Andresen, der er adm. direktør hos Nordicals, ser frem til at nyde godt af Jan Nickelsens viden om blandt andet ledelse og organisationsudvikling.
– Jan vil bidrage med sparring om, hvordan vi som samlet organisation eksekverer bedst muligt på de strategiske markedstiltag, som vi allerede har søsat, og som vi vil søsætte i løbet af 2023. Tiltag, der betyder, at vi vil møde vores kunder med endnu dybere indsigt i deres verden og højere ambitioner på deres vegne – med det klare fokus at stille dem stærkest muligt i et ejendomsmarked i konstant bevægelse, siger han.