tirsdag 20. december 2022 11:51
Verdion udvikler lager- og logistikbygning nær Vejle
Hvis ellers byggetilladelsen lander som forventet, vil det britiske ejendomsinvesteringsselskab Verdion i januar sætte gang i opførelsen af en lager- og logistikbygning på 26.300 kvadratmeter.
Det sker i samarbejde med System Transport, som har været med til at udvikle projektet sammen med entreprenørselskabet KT Erhvervsbyg, der står for byggeriet.
– Vi oplever en stor vækst i System Transport A/S, og vi ser frem til at understøtte vores vækstrejse med nye topmoderne logistikfaciliteter, hvis høje byggetekniske standard og store fokus på ESG passer rigtig godt ind i vores værdisæt.
– Vi har allerede kunder klar til, når bygningen står færdig, og for at kunne følge med efterspørgslen, opgraderer vi bygningen yderligere ved at installere et Autostore robotsystem. Vi glæder os til at komme i gang, siger Tony Jakobsen, der er adm. direktør hos Systemtransport A/S, som har underskrevet en 10-årig lejekontrakt af ejendommen.
Hos Verdion glæder Peter Michael Tetzlaff, der er Head of Investment – Nordics hos Verdion, sig over, at det er lykkedes at udvide porteføljen i Jylland.
– Den nye lager- og logistikejendom bliver af øverste skuffe, og placeringen i Trekantområdet – klos op ad E45-motovejen – er strategisk vigtig, siger han.
ESG er også tænkt ind
Der har indgået en lang række ESG-overvejelser i udformningen af bygningen, herunder et integreret solcelleanlæg, der gør bygningen delvist selvforsynende med strøm. Hertil kommer energieffektive varmepumper og en tæthedsgrad, der er dobbelt så høj, som bygningsreglementet kræver.
Byggeriet forventes at stå færdig i foråret 2024.
Verdion har hovedsæde i London, men har også kontor i København. Selskabet har en europæisk logistikportefølje, der løber op i sammenlagt 2,6 milliarder euro.
Læs om en anden jysk logistikejendom, som Verdion ejer: Britisk investor køber første ejendom i Jylland off-market