Underdirektør Morten Marott Larsen, Ejendomdanmark. Foto: Ejendomdanmark

Laveste tomgang for lejemål i 13 år

Inflationen raser, renten stiger, og ejendomsbranchen må i løbet af 2023 forvente, at ejendomsværdierne falder. Det dystre billede nuanceres dog af, at der er stor rift om de danske lejemål.

Således viser en ny opgørelse fra Ejendomdanmark den laveste økonomiske tomgang i 13 år.

Ifølge Morten Marott Larsen, underdirektør i Ejendomdanmark, skyldes det lejemarkedets fleksibilitet, som skaber tryghed i økonomisk usikre tider.

– Efterspørgslen på lejemål er vokset, og det skyldes blandt andet, at ejermarkedet er blevet mere usikkert. Den stigende rente gør det dyrere at købe en ejerlejlighed. I en privat lejebolig får man tag over hovedet for et mindre indskud og til en lavere risiko, siger han og påpeger nødvendigheden af et mangfoldigt ejendomsmarked:

– I krisetider bliver det tydeligt, hvordan vores behov og muligheder ændrer sig efter samfundssituationen og den enkeltes livssituation. Kun gennem et alsidigt ejendomsmarked kan vi holde hånden under hverdags- og erhvervslivet.

Interessen for at leje viser sig både for bolig, kontor, butik og industri, hvor der samlet er et kvartalsvist fald på 0,2 procentpoint og et årligt fald på 0,7 procentpoint. Dermed er tomgangen nede på 5,5 procent.

Kontortomgang ned på 7,4 procent
På kontorområdet specifikt rammer niveauet også det laveste siden 2009, og tomgangen er nu nede på 7,4 procent efter et fald på 1,1 procentpoint i forhold til samme tidspunkt sidste år.

– Virksomhederne har brug for moderne og fleksible rammer, og samtidig kommer der ikke mange nye erhvervskvadratmeter til i de kommende år. Der er dog et stort fokus på at skabe de rette faciliteter, siger Morten Marott Larsen.

Bedst ser det ud i Nordjylland, hvor der er stor efterspørgsel, og andelen af ledige kontorlejemål er nede på 4,9 procent – og det er særligt i Aalborg, at erhvervslivet klarer sig godt. Her er tomgangsprocenten helt nede på 3,3 procent.

Hovedstadens lejeboliger fortsat populære
Historisk har det været på boligområdet, at der har været mest rift om de ledige lejemål. Tendensen fortsætter, og det er særligt Region Hovedstaden, der er attraktiv hos lejerne. Her er flere kvm bolig blevet lejet ud, og tomgangen er her helt nede på 1,9 procent.

– I en tid, hvor der ventes markante skred på boligmarkedet, er lejeboliger for mange et mere sikkert valg, fordi man ikke skal frygte prisfald. Så selvom der er kommet mange nye lejeboliger til, så flytter folk også ind, og vi har i fremtiden brug for endnu flere boliger. Både akut i hovedstaden, men også i andre dele af landet, siger Morten Marott Larsen.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder