Første debat til Business Arena 2022. Foto: Estate Media.

Business Arena: Vi bliver nødt til at udvikle i samarbejde

Hvordan skal offentlige og private kræfter arbejde sammen i fremtiden, og hvordan forener man bedst kræfterne?

Det spørgsmål blev kastet op i luften til torsdagens første debat på Business Arena, hvor over 230 mennesker på tværs af ejendomsbranchen er samlet på Tivoli Hotel. Business Arena er en ny konferenceform, hvor der især bliver sat fokus på offentligt-privat samarbejde i det byggede miljø igennem en række debatter.

Samarbejde er nøglen
Et af dagens vigtigste omdrejningspunkter er samarbejdet mellem offentlige og private i forbindelse med byudvikling. Her er alle parter enige om at samarbejde på tværs af forskellige interesser. Dog er der uenighed om, hvordan samarbejdet kan udføres.

Jacob Kjær, partner og landechef for Danmark i Nordanö Partners, mener, at der mangler en fælles forståelse for de privates interesser.

– Der mangler en kommerciel forståelse og opfattelse af virkeligheden, som den udspiller sig hos private udviklere og investorer. Nogle politikere tror, at afkast er noget, Stein Bagger har fundet på. Jeg er af den opfattelse, at der er kreativitet i kapitalen. Jeg tror, der er masser af gode koncepter, og investorer, som vil investere deres penge, hvis kommunen definerer konkret, hvad den vil med et boligområde, siger Jacob Kjær.

I Ringsted Kommune arbejder kommunaldirektør, Mette Jeppesen, på flere byudviklingsprojekter netop nu.

– Vi oplever nogle, der kommer med projekter, som er lige profitoptimerede nok. Vi har intet imod profit, men vi ønsker nogle gange, at de fortæller mere om deres projekter. Hvis vi kender detaljerne, kan vi også bedre forklare det politiske miljø, hvad projektet indeholder. Så hjælp os med at fortælle mere om, hvad der driver projekterne, siger Mette Jeppesen.

Et af de steder, hvor der for alvor kan samarbejdes mellem offentlige og private er i de tilfælde, hvor det private kan dække behov, som det offentlige står med. Det kan for eksempel være indenfor plejesektoren. Her har Northern Horizon Capital investeret i plejeboliger og friplejehjem i mere end seks lande i Norden.

– Man har måske været lidt forskrækket i Danmark ovenpå de aftaler, der lå i Farum dengang med Peter Brixtofte, men vi har været i Danmark siden 2015 og markedet er i gang med at modnes. Vi kan drive plejehjem, som jeg tror, kommunerne vil have behov for. Vores kontrakter er lange, og vi skaber mangeårige samarbejder, siger Lars Ohnemus, Northern Horizon Capital.

Sammenhold er en vigtig faktor
Når der skal bygges fremtidige boliger er det ifølge alle deltagere vigtigt at skabe et fællesskab. Ifølge Helle Søholt, der medstifter af og adm.direktør i arkitektfirmaet Gehl, er det vigtigt at skabe en stærk boligkultur.

– Ældre kvinder har været dem, som har været mest aktive. Det, vi kan gøre for, at bygningerne understøtter og faciliterer mødet mellem mennesker, er at støtte det. Kulturen er aldrig noget, man skal tage for givet. Vi skal sikre, at nogle af de investeringer, der bliver foretaget også får en boligsocial effekt.

Et synspunkt, som Lars Ohnemus kan nikke genkendende til.

– Jeg håber, at den måde, vi bygger på, kan etablere et netværk, hvor man er bekymret for sin nabo.

Mette Jeppesen påpegede også vigtigheden i at bygge forskellige boliger – for at styrke kulturen. Hun talte blandt andet ind i en dagsorden om stærkere planværktøjer til de offentlige myndigheder.

– Det ville være rart, hvis vi i højere grad kan styre, om der bliver bygget leje- eller ejerboliger. Vi ser rigtig mange, der gerne vil bygge lejeboliger. Men man kan være bekymret, hvis man bygger store områder, hvor der kun er boliger til leje. Her tænker jeg ikke så meget på de traditionelle ghettoer, men mere på, at vi risikerer at få skilsmissekvarterer, hvor folk kun bor kortvarigt.

Business Arena fortsætter dagen ud med flere debatter om den gode byudvikling og ikke mindst samspillet mellem offentlige og private aktører.

Læs også Alt klart til Business Arena – stolene venter på at blive fyldt





Konferencer & akademier

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder