- Jeg er ung, motiveret og ihærdig, og jeg sagtens se mig selv være i Ejendom.com resten af min karriere. Jeg vil gerne kunne fortælle en historie om, hvordan lille Tomas fra Kina er kommet til Danmark og er nu ved til at bygge en sund dansk it-virksomhed med arbejdspladser, siger adm. direktør Tomas Zhang Mathiesen, Ejendom.com. Foto: Ejendom.com

Talentportræt af Tomas Zhang Mathiesen: Jeg vil være topchef i Danmark

Ejendom.com er en dansk it-virksomhed og softwareleverandør, som tilbyder en platform til at håndtere drift, vedligehold, renovering og energioptimering af ejendomme.

For præcis et år siden – den 1. november 2021 – tiltrådte Tomas Zhang Mathiesen som adm. direktør i selskabet.

Det skete et halvt år efter stiftelsen af Ejendom.com, hvor han som 30-årig blev hentet til at stå i spidsen for selskabet, som udspringer fra det københavnske rådgivende ingeniørfirma Bang & Beenfeldt. Tomas Zhang Mathiesen skiftede fra konsulentvirksomheden PwC, hvor han havde ansvar for digitale projekter og transformation.

– Mine vigtigste arbejdsopgaver som adm. direktør i Ejendom.com er både ledelse opad til min bestyrelse og på tværs af mine medarbejdere i virksomheden. Derudover er vi en ny it-virksomhed i Danmark, hvor mit fokus også er at komme ud i branchen med vores løsning i forhold til markedsføring, salg og at blive klogere selv. Dernæst er det min pligt at være til rådighed for sparring og samarbejde med mine medarbejdere, leverandører og kunder for at drive digitaliseringen i branchen sammen, forklarer Tomas Zhang Mathiesen.

Læs også Endnu en digital aktør vil ’disrupte en konservativ byggebranche’

Femte talentportræt i år
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2022, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende en fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år på tværs af den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt som det femte i rækken. Alle portrætterede personer kæmper på lige fod med andre om at komme med på den prestigefyldte talentliste, som præsenteres i Estate Magasin nr. 6, der udkommer 21. november.

Læs også Talentportræt: Ali Safa Hassan vil have flere unge ind i ejendomsbranchen

Læs også Talentportræt: Oliver Lorentz Larsen vil forløse sit fulde potentiale

Læs også Talentportræt: Christian Gjessing Bruun vil sætte fut i grøn omstilling

Læs også Talentportræt af Lars Horsbøl: Jeg er supertilfreds

Indstillet til Ung i Ejendom Talentlisten 2022
31-årige Tomas Zhang Mathiesen, der i 2019 blev udpeget til Berlingskes liste over de 100 største talenter i dansk erhvervsliv, er blevet indstillet til Ung i Ejendom Talentlisten 2022 af Patrick Nordbjerg Nielsen, der i sin indstilling fremhæver:

’Tomas Zhang Mathiesen er i gang med at disrupte ejendomsbranchen via digitalisering af drift, vedligehold, renovering og energioptimering, der henvender sig til rådgivere, porteføljeejere samt ejer og andelsforeninger. Tomas knokler utrætteligt for at vende branchen på hovedet og er allerede godt i gang med mange spændende kunder på platformen og partnerskaber med aktører i ejendomsbranchen.’

Som direktør for en stadig ny techvirksomhed som ejendom.com er der fuld fart på.

– Jeg har meget frihed under ansvar, og jeg har selv muligheden for at opbygge et team, en kultur og et mindset, som passer til vores visioner og eksistensberettigelse i ejendomsbranchen. Derudover elsker jeg at arbejde med digitalisering og teknologi, som flytter mennesker med nye standarder, arbejdsprocesser og tankegange. Her føler jeg, at jeg kan gøre en forskel i ejendomsbranchen, og at branchen på den anden side også har brug for sådan en som mig, siger Tomas Zhang Mathiesen.

Drømme om at blive topchef i Danmark
Han er meget tilfreds med sit nuværende sted i karrieren.

– Jeg er ung, motiveret og ihærdig, og jeg sagtens se mig selv være i Ejendom.com resten af min karriere. Jeg vil gerne kunne fortælle en historie om, hvordan lille Tomas fra Kina er kommet til Danmark og er nu ved til at bygge en sund dansk it-virksomhed med arbejdspladser. Det er noget, man kan være meget stolt over at prale med til sine børn og forældre.

Tomas Zhang Mathiesen kigger på andre ledere, når han skal finde inspiration:

– Jeg søger inspiration fra andre ledere i Danmark. Jeg bruger en mentor til sparring ved tvivl eller udfordringer, og så prioriterer jeg min fritid på aktiviteter, som giver mig erfaring og viden, som jeg kan benytte i min stilling. Derudover holder jeg samtaler med mine kollegaer for at få feedback på mine forbedringspunkter, og jeg siger undskyld, når jeg har handlet forkert.

Hans ambitioner fejler bestemt ikke noget.

– Jeg ønsker at blive en topchef i Danmark, hvis evnerne rækker så langt. Det er forsøget og rejsen dertil, som er motiverende og drømmen for mig. Hvis det ikke sker, så har jeg gjort mit bedste med de muligheder, jeg fik og med de valg, jeg har truffet. Jeg drømmer om, at Ejendom.com kan blive stor nok til, at jeg kan kalde mig topchef en dag, siger Tomas Zhang Mathiesen, der er uddannet ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

Tilfældig kaffe blev til entré i ejendomsbranchen
Han er glad for og stolt over, hvad han hidtil har opnået.

– Jeg er meget tilfreds med og stolt over de fem år hos PwC, hvor jeg ikke kunne have fået en bedre start på min karriere. Det var også her, jeg fik interesse for teknologi, digitalisering og ledelse. Jeg er også meget tilfreds med mit valg om at sige ’ja’ til Ejendom.com, hvor jeg for alvor kom på dybt vand, blev en amatør igen og måtte genopfinde mig selv.

Til for alvor at komme ind i ejendomsbranchen brugte Tomas Zhang Mathiesen sit netværk og hjalp en person med at finde en studentermedhjælper til hans virksomhed.

– Som tak for min hjælp bød han mig på kaffe, og vi fik en god snak om digitalisering og ejendomsbranchen. Jeg var konsulent i PwC med lidt erfaring og flair inden for området og tilbød derfor min assistance, når det blev relevant. Det endte med en ansættelse i Ejendom.com, og personen sidder nu i min bestyrelse og er i dag en rigtig god og dygtig kollega. Det er ret tilfældigt, må man sige, men det handler om at hjælpe folk og sige ja til ting. Og det er jeg glad for, jeg gjorde i dette tilfælde.

Karriereråd: Tænk på din karriere som aktier
Tomas Zhang Mathiesen kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Tænk på din karriere som aktier. Vil du sætte alle dine penge på spil på en aktie, eller vil du sprede dem i forskellige investeringer? Få et par hobbyer eller brug din fritid på aktiviteter, som gør dig klogere, gladere eller bedre. Det kan være alt fra frivilligt arbejde til at være mentor for andre unge.

 

CV – Tomas Zhang Mathiesen

Stilling: Adm. direktør i Ejendom.com

Alder: 31 år

Opvokset: Anhui, Kina

Erfaring:

2022- : Adm. direktør i Ejendom.com

2022- : Bestyrelsesmedlem i Proptech Danmark

2021- : Bestyrelsesmedlem i European Startup Network

2018- : Stifter og tovholder, Careermentor

2017- : Stifter og formand, Danish Startup Group

2017-2021: Manager og projektleder, PwC Danmark

2016-2017: Studentermedhjælper, IBM Danmark

Uddannelse:

– Ingeniør, Danmarks Tekniske Universitet, DTU (2017)

 

Fakta: Ung i Ejendom Talentlisten

– Portrættet bringes i forbindelse med, at Estate Media sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche

– Talentlisten hedder Ung i Ejendom Talentlisten

– De portrætterede personer kæmper på lige fod med alle andre om at komme med på den prestigefyldte talentliste, som Estate Media står bag for tredje år i træk. Første gang var i 2020

– Sidste frist for indstilling til Ung i Ejendom Talentlisten 2022 var 1. november 2022

– Ung i Ejendom Talentlisten 2022 bringes i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 21. november, samt her på estatemedia.dk

Læs også Ung i Ejendom 2022 – nu skal de største talenter kåres

Læs også Der er hårdt brug for unge talenter

Læs eller genlæs alle Ung i Ejendom-artikler fra 2020-2022 med blandt andet en lang række portrætter her

Se alle 35 navne på Ung i Ejendom Talentlisten 2021 her

Se alle 35 navne på Ung i Ejendom Talentlisten 2020 her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder