Partner og direktør Claus Møller, Actus. Foto: Actus

Danica sælger ejendom til 100 millioner kr. til Actus

Danica er i gang med at trimme porteføljen, og det betyder, at mindre ejendomme, der ikke passer ind i porteføljen bliver solgt fra. Senest har Danica Ejendomme solgt en ejendom på Nærum Hovedgade for 100 millioner kr. Det er den 10. ejendom, som Danica har solgt fra, siden den nye investeringsstrategi blev meldt ud sidste efterår. 

Danica Ejendomme har netop solgt en erhvervsejendom i Nærum i Nordsjælland på knap 10.000 kvm. til investeringsselskabet Actus for 100 millioner kroner.

Salget sker som et led i at trimme porteføljen, så den passer bedre til investeringsstrategien, hvor Danica Ejendomme fokuserer på bolig- og erhvervsejendomme i landets største byer. I juni sagde adm. direktør Michael Nielsen om Danicas fremtid:

– Vores strategi er, at vi på den ene side trimmer vores portefølje og skiller os af med ejendomme, som er for små og tunge at administrere for en stor investor som os og som geografisk er spredt rundt i landet, og på den anden side vil vi gerne øge andelen af især boliger men også erhvervsejendomme i de større danske byer, hvor der er stor efterspørgsel. Det mener vi vil give vores pensionskunder det bedste langsigtede afkast, siger Michael Nielsen. 

Danica ønsker at få flere enheder i de større byer. I juni blev der solgt fem boligejendomme ligesom der løbende er blevet frasolgt erhvervsejendomme.

– Vi har hele tiden slået fast, at vi ikke har travlt med at sælge ud, men at vi vil finde de rette købere til den rette pris, og når vi har bragt ejendommen frem med optimeret udlejning. Det har vi gjort både ved dette salg og de andre salg. Og den strategi vil vi også følge fremadrettet,  siger underdirektør Kenneth Olsson, Danica Ejendomme.

De 20-25 ejendomme, som Danica Ejendomme fra start har haft planer om at sælge fra, forventes at indbringe et samlet beløb på over 2 milliarder kr.

– Strategien for frasalget skal munde ud i en mindre kompleks portefølje, færre mindre ejendomme og en mere samlet geografi. Alt andet er for en stor investor som Danica for dyrt og tungt at administrere. Derfor trimmer vi vores portefølje, hvilket vil give vores pensionskunder et bedre afkast, siger Kenneth Olsson.

Actus Ejendomme med Claus Møller i spidsen går især efter ejendomme med udviklingspotentiale. Actus blev stiftet i 1998 af Claus Møller, der oprindeligt er bankuddannet, og den ballast har givet ham analytiske evner, som er kommet ham til gode i ejendomsbranchen. Actus udbyder i dag diverse ejendomme til et mix af investorer.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder