Hornbæk Hospital på Havnevej 25 i Hornbæk. Foto: Esoft

Nu kommer en af Hornbæks kendte perler endelig til salg

Mange i Hornbæk og kendskab til den nordsjællandske by har ventet på, at den historiske hospitalsejendom med panoramaudsigt ud over vandet skulle komme til salg – og det kommer den fra i dag, mandag.

Det oplyser statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, som udbyder Hornbæk Hospital til salg i et offentligt udbud.

Ejendommen blev opført i 1935 som Hornbæk Badehotel og lagde hus til Hornbækrevyen, der havde Stig Lommer som direktør. Siden midten af 1950’erne har bygningen fungeret som hospital, og i dag huser den Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader.

Bygningen indeholder 5.442 kvm fordelt på tre etager, to mindre tagetager i tårnbygning samt delvis udnyttet kælder. Der er i dag indrettet diverse konsultations- og behandlingsrum til patienter samt blandt andet personalerum og lægekonsultationer.

– Det er ikke hver dag, man sætter en ejendom som denne på markedet, og vi er selvfølgelig utrolig glade for, at Region Hovedstaden har vist os denne tillid og bedt os om at sælge den. Det er en ikonisk bygning. som har nogle helt ekstraordinære kvaliteter, og som alle i lokalområdet kender. Det er selvfølgelig nærliggende at forestille sig, at her igen kunne være et badehotel. Der er rigtig mange muligheder, og ejendommen kunne eksempelvis også rumme fantastiske boliger, siger adm. direktør Christina Jørgensen, Freja Ejendomme.

Hospitalet forbliver i drift indtil fraflytning i midten af 2023.

Hornbæk Hospital ses lige i midten af billedet. Foto: Esoft

Hvad bringer fremtiden?
Mogens Kornbo, direktør for Center for Ejendomme i Region Hovedstaden, siger:

– Når ejendommen fraflyttes næste år, bliver det spændende at se, hvad fremtiden bringer for denne flotte ejendom. Vi glæder os over, at der bringes nyt liv i de fantastiske rammer, og vi ser frem til at følge Freja Ejendommes arbejde med at skabe nyt liv i den gamle ejendom.

EDC Poul Erik Bech Hillerød varetager salget af Hornbæk Hospital-ejendommen på vegne af Freja Ejendomme.

Amaliegade 38 i 1256 København K. Foto: Esoft

Amaliegade 38 i Frederiksstaden
Den anden ejendom, som Freja Ejendomme i dag sætter til salg, er Amaliegade 38 i Frederiksstaden mellem Amalienborg og Kastellet centralt i København. Med de otte klassiske søjler gående hele vejen op fra bygningens 1. sal er der tale om en af bydelens mere markante ejendomme med et erhvervsareal på 1.035 kvm.

Den fredede ejendom er kendt som Det Classenske Bibliotek og blev opført i 1795 som et offentlig tilgængeligt bibliotek, der skulle rumme den omfattende bogsamling, som Johan Frederik Classen efterlod sig ved sin død i 1792.

Der er tale om en bygning med mange smukke detaljer, blandt andet den imponerende bibliotekssal, hvor bogsamlingen på mere end 20.000 bøger oprindeligt blev opbevaret.

Bygningens stueetage består af flere mindre og større kontorer samt køkken og toiletter, og fra ejendommens stueetage er der udgang til ejendommens gårdrum. 1. sal indeholder udover bibliotekssalen to større kontorer.

– Denne ejendom i Amaliegade har en meget eksklusiv placering i byen, spændende og veldokumenteret historik, og så er det bare en meget smuk ejendom – både indvendigt og udvendigt – med spændende anvendelsesmuligheder, siger salgschef Per Kondrup, Freja Ejendomme.

Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Kulturministeriet, og Gorrissen Federspiel står for budprocessen.

Freja Ejendomme er statens ejendomsselskab og udvikler og sælger ejendomme fra staten og regionerne, så der samlet set skabes den størst mulige lønsomhed med fokus på økonomisk, bæredygtig og arkitektonisk værdiforøgelse.

Læs også Freja-overskud falder til en kvart milliard kr. – forventer yderligere fald i 2022

 

Fakta: De to ejendomme

Amaliegade 38, 1256 København K

Havnevej 25, 3100 Hornbæk

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder