Clever er på vej med en ny lynladestation ved Rødekro, som med forventet 30 ladepunkter bliver større end den hidtil største ved Odense. EDC Erhverv Poul Erik Bech har fundet lokationen til Clever. Illustration: Cobe

Her skal Danmarks største lynladestation bygges

Der er godt nyt til elbilister i det sønderjyske og til dem, der lægger vejen forbi.

For inden længe tager Clever, Danmarks førende ladeoperatør, første spadestik til det, der i 2. halvår af 2023 bliver landets hidtil største lynladestation med omkring 30 lynladepunkter.

Det oplyser Clever.

Bliver på 6.000 kvm
Den offentlige lynladestation bliver bygget ved motorvej E45 ved Rødekro. Adressen er Egevej 8 i Aabenraa Kommune.

– Vi ved, at sønderjyderne længe har efterspurgt bedre lademuligheder, og derfor er vi rigtig glade for at kunne give ladeinfrastrukturen i landsdelen en solid opgradering. Rigtig mange sønderjyder har mulighed for at få etableret ladebokse derhjemme, så de er ikke så afhængige af offentlige ladepunkter, men vi ved også, at mange i hverdagen er afhængige af lynhurtig opladning på farten, og så er der også et behov hos de elbilister, der planlægger at køre sydpå, siger adm. direktør Casper Kirketerp-Møller, Clever.

Netop nu arbejder Clever og arkitektfirmaet Cobe på at få det endelige design af lynladestationen ved Rødekro på plads, men sikkert er det, at den bliver den største af sin slags herhjemme med sine 6.000 kvm, oplyser parterne.

Lynladestationen bliver bygget i et organisk og modulært design, der minder om Clevers lynladestationer i både Esbjerg, Odense og Køge, og den vil blive omgivet af træer og planter.

Får hjælp af EDC Erhverv Poul Erik Bech
Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech, der bistår Clever med at finde grunde i hele landet, hvor lynladestationerne skal bygges. For Thor Heltborg, direktør for koncernkunder, er aftalen et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke ladeinfrastrukturen rundt om i landet:

– Vi har aktiveret vores netværk af 19 erhvervscentre i hele landet og igangsat en større indsats for at fremsøge alle ejendomme på specifikke lokationer ud fra Clevers kriterier. På den måde udvælges de ejendomme med størst potentiale, som Clever gennemgår og beslutter, om vi skal gå videre med.

Flere lynladestationer på vej
Lynladestationen ved Rødekro forventes at stå klar senest i 3. kvartal 2023, og den bliver en i rækken af flere lynladestationer i landet, som Clever forventes at indvie i løbet af det næste års tid. Selskabet forventer at åbne lynladestationer i København, Thisted, Nørresundby og Maribo.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder