Steen Stavnsbo er ikke længere rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Foto: Aarhus Kommune

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus stopper efter kort tid

Steen Stavnsbo, der siden januar har været rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i kølvandet på kommunalvalget i november 2021, er stoppet med øjeblikkelig virkning, fordi han ikke længere ønsker at være politiker.

Det oplyser Det Konservative Folkeparti fredag, som Steen Stavnsbo har repræsenteret.

– Jeg må være ærlig og sige, at selvom jeg er meget glad for indholdet i rådmandsrollen, så trives jeg ikke med at være fuldtidspolitiker og en offentligt eksponeret person. Jeg er grundlæggende et ret privat menneske. Det at være fuldtidspolitiker og en offentlig person på den måde, som jeg har været det de sidste knap to år, og nu senest som rådmand i år, har haft for store omkostninger privat, siger Steen Stavnsbo i en meddelelse.

Borgmester har fuld respekt for beslutning
I en kommentar til, at Steen Stavnsbo stopper i politik og dermed ikke længere ønsker at være rådmand i Aarhus Kommune, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S):

– Jeg har som mange andre i dag (fredag, red.) modtaget meddelelsen om, at Steen Stavnsbo forlader det politiske arbejde. Min første reaktion er overraskelse, men også en del ærgrelse, fordi Steen og jeg altid har haft et godt og konstruktivt samarbejde præget at tillid og troværdighed. Det kommer jeg absolut til at savne, ligesom jeg vil savne Steens store erfaring, kompetence og brede indsigt i politik og ikke mindst erhvervsforhold, grøn omstilling og byudvikling.

– Jeg har dog fuld respekt for, at han har mærket efter og konkluderet, at han og hans familie ikke trives med et offentligt hverv som rådmand. Jeg kender vilkårene og de omkostninger, der følger med jobbet, siger Jacob Bundsgaard, der samtidig takker Steen Stavnsbo for indsatsen i Aarhus Byråd.

Steen Stavnsbo var medlem af Aarhus Byråd fra 2014 til 2017 og igen fra januar 2022, hvor han også blev udpeget som rådmand for Teknik og Miljø i kølvandet på kommunalvalget i november 2021. Steen Stavnsbo har desuden hidtil været 2. viceborgmester.

Ny rådmand udpeget
Det bliver Nicolaj Bang (K), der efterfølger Steen Stavnsbo på posten som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

– Jeg ønsker Steen Stavnsbos afløser i byrådet og som rådmand, Nicolaj Bang, velkommen til Aarhus Byråd – og jeg glæder mig til at kunne få et lige så godt samarbejde med ham, siger Aarhus-borgmesteren.

Læs opfølgning Ny Aarhus-rådmand: Jeg kan sætte fingeraftryk på udviklingen

Læs også Bünyamin Simsek dropper spidskandidatur: Har ikke sit bagland med sig

Læs også Vejen fra rådmand til byggedirektør

Læs alle Aarhus-nyheder her

Læs alle navnenyheder her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder