Adm. direktør Jes Transbøl, Refshaleøens Ejendomsselskab. Foto: Refshaleøens Ejendomsselskab

Refshaleøen kan huse ukrainske flygtninge – ejendomsselskab stiller grund gratis til rådighed

Refshaleøens Ejendomsselskab, som ejer B&W’s gamle værftsarealer på Refshaleøen i Københavns Havn, vil fra denne sommer kunne lægge grund til boliger til cirka 100 flygtninge fra krigen i Ukraine. Ejendomsselskabet, der er ejet af pensionskasserne Sampension, PKA, Pensam og PFA, har stillet en grund gratis til rådighed for Københavns Kommune for at skaffe midlertidige boliger til flygtninge.

– Det er en fælles opgave at sørge godt for ukrainerne i København. Den føler vi os kaldet til at være med til at løfte på Refshaleøen, hvor vi allerede har midlertidige studieboliger og byder tusindvis af københavnere og gæster fra hele verden velkommen til de mange aktiviteter herude, siger adm. direktør Jes Transbøl, Refshaleøens Ejendomsselskab.

Han glæder sig til at tage imod de nye beboere, når Københavns Kommune måtte være klar til det og have behovet.

– Arealet ved indkørslen til Refshaleøen er allerede udstyret med de nødvendige forsyninger til pavillonboliger, og derfor er det oplagt at stille den gratis til rådighed for kommunen, siger Jes Transbøl om grunden, der ifølge aftalen skal huse de midlertidige boliger indtil udgangen af 2024.

Overborgmester: En vigtig samfundsopgave
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over muligheden.

– I København skal vi gøre alt, hvad vi kan for, at de ukrainske flygtninge, som er kommet til vores by på grund af Putins krig, føler sig velkomne. De seneste fire måneder har vores civilsamfund og myndigheder arbejdet forbilledligt med at hjælpe ukrainere, som står i en meget sårbar situation. Og jeg er rigtig glad for, at private virksomheder som Refshaleøens Ejendomsselskab også står klar til at bidrage. Jeg er stolt over at være overborgmester i et København, der står sammen og løfter en vigtig samfundsopgave i fællesskab, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår de første flygtninge vil flytte ind på Refshaleøen.

Der er i forvejen planlagt en pavillonby på kommunale arealer på Amager Strandvej nær øen Prøvestenen.

Læs alle artikler om Ukraine her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder