Visualisering: Danielsen Architecture

Casa sælger 200 boliger i Nordsjælland til amerikansk forvalter

På vegne af Casa har Nordanö solgt et boligudviklingsprojekt i Espergærde til amerikanske Nuveen. Transaktionen på knap 200 enheder og 25.000 kvm er struktureret som en forward funding transaktion. Projektet er tegnet af Danielsen Architecture.

– Vi er glade for og stolte over at have gennemført to transaktioner for Casa inden for 6 måneder. Begge transaktioner har været struktureret som forward funding, og begge transaktioner er solgt til udenlandske investorer, siger Jacob Kjær Partner & Head of Denmark i Nordanö.

Transaktionen offentliggøres samtidig med, at der også bliver taget første spadestik til ’Skovstykket’; en grund Casa har købt og udviklet i nærheden af Kelleris Hegn i Espergærde. Projektet, hvoraf størstedelen er solgt til Nuveen, består af 143 rækkehuse og 48 lejligheder. De første beboere kan flytte ind allerede i efteråret 2023.

Parterne har ikke kommentarer til købssummen, men hvis man går ud fra en realistisk pris på rækkehuse i Espergærde på omtrent 4 millioner kr., således står de omtrent til hos boliga.dk, så ender man med en pris for de 143 rækkehuse på 572 millioner kr. En lejlighed af den størrelse i Espergærde står i omtrent 2,5 millioner kr. Det bliver til en pris på 107,5 millioner kr. I alt bliver prisen dermed formentlig i nærheden af 700 millioner kr.

Casa har i samarbejde med grundejer udviklet boligprojektet, som de ligeledes er totalentreprenør på. Nuveen har købt størstedelen af projektet, og det gør de fordi befolkningstallet er i vækst i Helsingør Kommune især fordi flere unge familier flytter til kommunen.

– Skovstykket passer perfekt ind i Nuveen Real Estates strategi om at investere i boliger, der er bæredygtige og af høj kvalitet i markeder med strukturel efterspørgsel og stærke langsigtede vækstperspektiver. Projektet er et godt eksempel på veldesignet, kundefokuseret design med klare målgrupper: Dels unge familier, der er på vej ind på boligmarkedet, og dels et kvalitetsbevidst ’senere i livet’-segment, siger Jasper Gilbey, adm. direktør for Nuveen Real Estate, der er en forvalter ejet af det amerikanske pensionsselskab TIAA.

Skovstykket-projektet er Nuveens andet projekt i Danmark efter de i 2020 gav tilsagn om at købe Campus-udviklingsprojektet på Islands Brygge i København på vegne af Nuveens European Cities-fond.

Blandede boliger
Skovstykket er en blanding af lejeboliger ejet af Nuveen bestående af 95 rækkehuse og 48 lejligheder samt 48 rækkehuse, der vil blive udbudt til salg. Alle boliger får egen privat have, terrasse eller altan. Boligerne varierer i størrelse fra 85 kvm til 170 kvm og bliver certificeret DGNB Guld.  Og hos Casa er man ikke i tvivl om, at der er både lejere og købere til de kommende boliger.

– Skovstykket har en unik beliggenhed syd for Helsingør by. Der er flere folkeskoler i området, pasningsmuligheder for de mindste og et gymnasium tæt på. Samtidig er infrastrukturen ideel med Helsingørmotorvejen tæt på og gode togforbindelser ind til København. Vi er overbeviste om, at der bliver rift om de nye boliger, siger Torben Modvig, adm. direktør, Casa.

Skovstykket bliver bygget over flere etaper. De første ejerboliger sættes til salg allerede efter sommerferien gennem mæglerkæden Lokalbolig. Første etape står klar til indflytning i efteråret 2023, mens sidste etape afleveres i sommeren 2024.

Projektselskabet Kelleris
Casa har købt grunden af Projektselskabet Kelleris og i samarbejde har parterne brugt de sidste to år på at udvikle boligprojektet.

– Det glæder os at se, at projektet henvender sig til et bredt publikum på tværs af aldre og civilstand foruden, at der både tilbydes leje- og ejerboliger. Det tror vi på er med til at løfte områdets kvalitet og sørge for, at Helsingør Kommune får et område, som de kan være stolte af, hvor mange familiesegmenter kan leve og trives sammen. Til slut vil vi også gerne takke Casa for deres professionelle tilgang til sagen, og det gode samarbejde vi har oplevet, siger adm. direktør Jesper Malling, CFP Group, der har udviklet Kellerishusene som del af en investeringsstrategi.

CFP Group har sin grundkapital fra virksomheden Carl F. Beslag.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder