Godsbanehuset i Aarhus' nye kvarter, Aarhus K. Foto: EDC

76 luksuslejligheder i Aarhus revet væk

Lejlighederne i Godsbanehuset, som ligger midt i Aarhus i det nye kulturkvarter kaldet Aarhus K, fik ikke lov til at være på markedet længe. Alle 76 er nemlig blevet lejet ud på under 2,5 måned, det oplyser EDC Projekt Poul Erik Bech.

– Det har været en rigtig god proces igennem hele bygge- og udlejningsforløbet. Vi er selvfølgelig enormt tilfredse med den hurtige udlejning, hvor vi allerede efter blot 2½ måned kan melde alle lejligheder fuldt udlejet. Vi vidste, at vi havde et godt projekt tilpasset til relevante målgrupper med velindrettede lejligheder i høj kvalitet og fokus på de små detaljer, men vi er alligevel overrasket over at få lukket alle boligerne så hurtigt. Det er vi meget tilfredse med, siger Søren Leth Pedersen, som har håndteret projektudviklingen gennem selskabet Jysk Kapitalpartner, som han stiftede efter han stoppede som direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus i slutningen af 2020 og fortsætter:

– Det vidner om, at vi har ramt noget rigtigt i markedet, men også at EDC Projekt Poul Erik Bech har udført et meget professionelt og særdeles tilfredsstillende stykke arbejde. Jeg kender dem selvfølgelig fra tidligere, men det er alligevel gået enormt stærkt med udlejningerne, hvilket selvfølgelig er til stor glæde for mig og investorerne, siger Søren Leth Pedersen.

Søren Leth Pedersen ejer desuden 25 procent af projektet. Derudover står Esben Mols Kabell og Anders Grønborg som bærende investorer i projektet. De solgte for et par år siden Lasertryk, som de stiftede 1999, og som i dag er Nordens største trykkeri.

Et kvarter i rivende udvikling
Aarhus K er en af de nyeste bydele i Smilets By, som er ved at skyde op i området omkring den gamle godsterminal. De 76 lejligheder har alle altan, og der er desuden tilknyttet 33 parkeringspladser.

– Godsbanehuset har været et yderst eftertragtet projekt blandt en meget bred målgruppe. Projektets ideelle placering i Aarhus K, hvor der er kort afstand til midtbyens faciliteter og gåafstand til mange grønne åndehuller, såsom den 15 km lange asfalterede sti rundt om Brabrand søen, botanisk have og Den Gamle By, har især været udslagsgivende for efterspørgslen, siger Simone Sand projektansvarlig i EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus C.

Godsbanehuset ligger på Dirch Passers Gade og Søren Frichs Vej, og lejlighederne varierer i størrelser fra 1-5 værelser og 39-128 kvm. De er indflytningsklar 1. juli 2022.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder