Langebjerg 2-6 i Nærum er blandt de fem boligudlejningsejendomme, som Danica Ejendomme har solgt til Thylander. Foto: Google Maps

Danica sælger ejendomme for knap 1 milliard kr.

Danica Ejendomme har netop solgt fem primært nordsjællandske boligejendomme til det København-baserede ejendomsinvesterings- og forvaltningsselskab Thylander. Salgsprisen er fortrolig, men ifølge Kenneth Olsson, underdirektør i Danica Ejendomme, er der tale om ’et stort trecifret millionbeløb’.

Salget af de fem boligudlejningsejendomme, der overvejende ligger i Nærum og Hillerød, sker som led i at trimme porteføljen, så den passer bedre til investeringsstrategien, hvor Danica Ejendomme fokuserer på bolig- og erhvervsejendomme i landets største byer.

– For en stor institutionel investor som os passer det ikke ind i vores strategi at have mindre ejendomme spredt rundt i landet. Det er for dyrt og for tungt at administrere. Derfor er vi i færd med at trimme og styrke vores portefølje, hvilket vil give vores pensionskunder et bedre afkast, siger Kenneth Olsson.

Til Estate Media oplyser han, at salgene drejer sig som to boligejendomme i henholdsvis Hillerød og Nærum samt én boligejendom på Amager.

Vil frasælge for over 2 milliarder kr.
De 20-25 ejendomme, som Danica Ejendomme har planer om at sælge fra, forventes at indbringe et samlet beløb på over 2 milliarder kr., oplyser Kenneth Olsson. Han er ’meget tilfreds’ med salget af de første fem boligejendomme, der følger i kølvandet på et antal solgte erhvervsejendomme siden efteråret. Samlet er det salg for ’i nærheden af 1 milliard kr.’, meddeler Kenneth Olsson.

Danica ejer ejendomme for cirka 38 milliarder kr.

– Da vi offentliggjorde vores nye strategi og frasalg af ejendomme i efteråret, slog vi fast, at vi ikke havde gang i et brandudsalg og skulle sælge hurtigst muligt. Vi har kunnet finde den rette køber og sælge til den rette pris, og den strategi vil vi også følge fremadrettet, fremhæver Kenneth Olsson.

Danica Ejendomme er et 100 procent ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen.

Underdirektør Kenneth Olsson, Danica Ejendomme. Foto: Danica Ejendomme

Thylander: Stabilt afkast og udviklingspotentiale
Hos Thylander er Henrik Køhn, partner og Head of Investment, tilfreds med købet af de fem ejendomme:

– Velbeliggende boligejendomme med et eksisterede stabilt afkast og fortsat udviklingspotentiale passer perfekt til Thylander Property Fund. Danica ejendomme har passet godt på ejendommene, og vi ser frem til at vores asset management bygger videre på det grundlag og skaber yderligere værdi for lejere, nærmiljø samt vores investorer.

– Købet har endvidere, som planlagt, balanceret fondens andel af boliger, efter der i 2021 blev erhvervet tre gode kontorejendomme i København, siger Henrik Køhn.

Thylander er i opkøbet blevet rådgivet af Colliers, Cowi og advokatfirmaet Moalem Weitemeyer.

 

Fakta: De fem boligudlejningsejendomme

– Concordiavej 1-3, 2850 Nærum

– Slangerupsgade 42, 3400 Hillerød

– Helsingørsgade 15-19, 3400 Hillerød

– Langebjerg 2-6, 2850 Nærum

– Krimsvej 3 A-L, 2300 København S

 

Fakta: Danica Ejendomme

– Danica Ejendomme en del af Danica Pension og investerer i ejendomme på vegne af Danicas 800.000 pensionskunder

– Ejer ejendomme for cirka 38 milliarder kr.

– 31 procent af porteføljen består af erhvervsejendomme, 22 procent består af butikscentre, mens boligejendomme og projektbyggerier tegner sig hver især for 21 procent. Udland: 5 procent

– Danica Ejendomme er et 100 procent ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen

Fakta: Thylander

–  Thylander er en uafhængig partnerejet virksomhed etableret i 1986. Selskabet har i dag cirka 60 medarbejdere inden for investering, asset management og projektudvikling

– Virksomheden forvalter ejendomsfonde i partnerskab med institutionelle investorer, erhvervsdrivende fonde og velhavende personer

– Den samlede forvaltede portefølje omfatter aktuelt et etageareal på cirka 800.000 kvm og en værdi på cirka 15 milliarder kr., oplyser selskabet

 

Læs alle nyheder om transaktioner her

 

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje