Foto: Tuala Hjarnø / Metroselskabet

Bredt flertal i København vil udvide Metro med ni stationer

Det kan fra 2035 blive lettere for folk i København at springe på en metro, når man opholder sig på Islands Brygge eller omkring Amagerbrogade. Partierne i forligskredsen bag Lynetteholm – Socialdemokratiet, Konservative, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – ønsker nemlig, at en ny metrolinje skal indgå i den kommende høring af metro til Refshaleøen og Lynetteholm.

Linjeføringen er med ni stationer et udvidet alternativ til den linjeføring, som ligger i statens infrastrukturplan, som rummer fire. Med estimeret 13,7 milliarder kr. er den også mere end dobbelt så dyr, men den løser også mange flere udfordringer for København og københavnerne.

Den nye linje vil løbe fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR Byen over Amagerbrogade op til Refshaleøen og videre over til Kløverparken og Lynetteholm. Ved at rykke linjen sydligt under Amager kommer der metro til dele af byen, der i dag ikke er metrobetjent. Den nye linje vil betjene mere end 51.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser i 2035 og løse kapacitetsudfordringen i den eksisterende metro under havnen, skriver Københavns Kommune Økonomiforvaltningen.

Forventes at stå færdig i 2035
Linjen er planlagt, så den kan udvides etapevis og på sigt dække store rejsemål som Indre Nørrebro og Rigshospitalet. Samtidig kobler forbindelsen Refshaleøen og Lynetteholm på alle de eksisterende metroforbindelser samt til fra Københavns Hovedbanegård.

– Jeg er glad for, at et bredt flertal af partierne på rådhuset bakker op om ideen om en forbindelse under Amager – og jeg glæder mig til dialogen med københavnerne til september. I dag er dele af Amager dårligt dækket – og metroen er blevet så populær, at vi har et problem med trængsel under havnen.

– Derfor synes vi, at den nye Metroforbindelse til Refshaleøen og Lynetteholm ikke bare skal betjene de nye byudviklingsområder med god kollektiv transport – den skal også styrke den kollektive trafik, så København bliver mere lige, mere fælles og mere grøn, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune.

Idéfasehøringen for metroforbindelsen til Lynetteholm starter efter sommerferien. Her får københavnerne mulighed for at give deres besyv med om forbindelsen fra Københavns Hovedbanegård til Refshaleøen og placeringen af de enkelte stationer. Hvilken linje, der skal anlægges, skal besluttes i 2025 og forventes at stå færdig i 2035, oplyser Københavns Kommune.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje