BDO får nyt domicil i Bjælkehuset i den nye bydel i Aarhus, Trælasten, når ejendommen står færdig i 2024. Foto: CEBRA Architecture.

BDO’s hovedkontor får domicil i ny Aarhus-bydel fra 2024

Siden 2010 år har BDO’s hovedkontor ligget på hjørnet af Kystvejen i Aarhus. Men når PensionDanmarks kontorhus Bjælkehuset står færdigt i begyndelsen af 2024, vil rådgivnings- og revisionsvirksomhedens hovedkontor i stedet have til huse i Aarhus C’s nye bæredygtige bydel Trælasten.

BDO lejer sig nemlig ind i cirka 6100 af de i alt lidt mere end 10.000 kvm i Bjælkehuset. BDO er i forvejen lejer hos PensionDanmark på Kystvejen i Aarhus, hvor deres nuværende hovedkontor ligger.

– Det er en fornøjelse at kunne se frem til at byde en stabil og attraktiv lejer som BDO velkommen i Bjælkehuset. Vi er glade for at kunne fortsætte samarbejdet, og vi oplever en stærk tilslutning til vores vision for Trælasten som et byområde præget af mangfoldighed, bæredygtighed og nytænkning, siger Marius Møller, direktør for ejendomme hos PensionDanmark.

Det er især vokseværk der har fået BDO til at se sig om efter et nyt domicil. Virksomhedens hovedkontor er på tre år gået fra knap 150 til mere end 200 medarbejdere.

– Vi er vokset ud af vores nuværende lokaler. Det har derfor været afgørende at finde et nyt domicil, som kan danne rammen om den fortsatte udvikling hos såvel BDO i Aarhus som BDO i Danmark. Et hovedsæde med plads til kunder, samarbejdspartnere og kolleger fra de 30 øvrige BDO-kontorer. Et hovedsæde med gode tilkørsels- og parkeringsforhold. Med Bjælkehuset får vi det og mere til. Et nyt, topmoderne, bæredygtigt og centralt beliggende domicil, siger administrerende direktør hos BDO i Danmark, Stig Holst Hartwig.

Bjælkehuset har fået sit navn, fordi bygningens arkitektur er inspireret af opstablede bjælker i de byggemarkeder, der hidtil har haft til huse i det kommende byområde. Selve området Trælasten kommer desuden til at indeholde 500-600 boliger målrettet alt fra studerende til seniorbofællesskaber, ligesom bydelen vil huse butikker, caféer, værksteder og grønne områder.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje