
fredag 06. maj 2022 14:16
Vejen til Danmarks vigtigste ejendomsmedie
Det er få danske mediehuse, der er opstået fra ingenting de seneste år og blevet til både printmagasin, onlinenyheder og en omfattende konferencevirksomhed. Men det er Estate Media.
Fredag blev det offentliggjort, at svenske Bonnier News har købt den resterende del af det danske mediehus, der blev stiftet i 2008 og de sidste 14 år har vokset sig til et betydeligt omdrejningspunkt for hele den danske ejendomsbranche. Det er chefredaktør Kamilla Sevel, der fremover kommer til at stå endnu skarpere som chefredaktør i det nu Bonnier News-ejede medieselskab.
Kamilla Sevel, der stiftede virksomheden i 2008 sammen med sin bror, havde aldrig tænkt på at skulle skabe en virksomhed, der en dag kunne sælges. Til gengæld har hun altid drømt om at blive journalist – og en god journalist – og de seneste mere end 30 år også stræbt efter at være med til at gøre ejendomsbranchen klogere både på sig selv og det samfund, som vi udvikler i fællesskab.
Kom bag om historien om Estate Medias chefredaktør, og hvad der ledte til successen og fik hende til at ende som iværksætter i mediebranchen i denne samtale med Tomas Zhang Mathisen, hvor der også bliver talt om, hvordan man kan være succesfuld erhvervskvinde og samtidig have et bæredygtigt 360 graders perspektiv på livets øvrige elementer.