Galleri K-ejendommen i København har facader ud mod Kristen Bernikows Gade, Østergade (Strøget), Antonigade og Pilestræde. Arkivfoto: Patrizia

Jeudan køber Galleri K for 2 milliarder kr.

Danmarks største børsnoterede ejendomsselskab, Jeudan, køber Galleri K i det indre København for 2 milliarder kr.

Jeudan udbygger investeringerne i København K og har købt Antonigade 2-10, Kristen Bernikowsgade 1-13, Pilestræde 6-16 samt Østergade 32-34 og 42, der samlet går under betegnelsen Galleri K.

Erhvervelsen sker gennem købet af Galleri K Retail ApS med en egenkapital og rentebærende gæld for cirka 2 milliarder kr.

Ejendommene har et samlet areal på cirka 25.000 kvm og har en fordeling med 41 procent kontorer, 32 procent detail, 6 procent restauranter m.m. samt 21 procent kælderarealer, herunder parkering.

Ejendommene overtages i løbet af 2. kvartal 2022. Jeudan ejer i forvejen ejendomme med et samlet areal på cirka 40.000 kvm i området Antonigade, Gl. Mønt, Kristen Bernikowsgade, Kronprinsensgade, Pilestræde og Sværtegade.

Derfor opkøb
– Købet er dermed fint i tråd med Jeudans strategi om køb af velbeliggende ejendomme i København K. Ejerskabet af et samlet areal på mere end 65.000 kvm i disse attraktive gader i København medfører mulighed for Jeudan for at skabe yderligere udvikling af området, der øger områdets og ejendommenes attraktivitet, påpeger Jeudan.

Adm. direktør Per W. Hallgren uddyber:

– Der er blevet gjort et stort arbejde med ejendommene de seneste år. Især er stueetagerne kommet til at fungere bedre, men der er også udlejet kontorarealer til gode lejere. Så vi forventer ikke at gøre så meget ved ejendommen, men blot optimere området, så der bliver mere peopleflow. I Antonigade ejer vi for eksempel nu ejendomme på begge sider af gaden, så det giver os mulighed for at gøre noget mere ved miljøet der, siger Per W. Hallgren lørdag eftermiddag til Estate Media.

Patrizia solgte i januar 2020
Galleri K blev købt af Capital Investment i januar 2020, og adm. direktør Jesper Damborg uddyber:

– Vi købte den i januar 2020 på vegne af britiske Aviva og canadiske PSP. Og vi lagde en strategi dengang, hvor der både var noget tomt retail og noget tomt kontor og over 2-3 år ville vi lave high-end kontorer og stærke lejere også på retaildelen. Så ramte Corona jo lige efter, men det lykkedes os faktisk alligevel at få udlejet kontorerne. Vi har blandt andet udlejet 4.500 kvm til Bain & Company, og E-nettet, som er ejet af pengeinstitutterne, har taget 2.000 kvm foruden nogle enkelte mindre lejere. Desuden har vi indrettet til Mango ud mod Strøget, vi har flyttet Nespresso for at gøre plads til endnu en restaurant til Sovino, som så har 4 restauranter i Galleri K. Desuden har vi genforhandlet en række kontrakter, så Galleri K i dag er en fremtidssikret investering, siger Jesper Damborg.

Ejendommen har ikke været til salg i for eksempel et struktureret udbud. Capital Investment har været direkte i dialog med Jeudan via mæglerfirmaet Colliers.

Capital Investment købte selv Galleri K af den tyske kapitalforvalter Patrizia, der også havde været i gang med at udvikle karreen.

Jeudans samlede ejendomsportefølje udgør efter købet cirka 33 milliarder kr. med et samlet areal på mere end 1 millioner kvm. På baggrund af købet har Jeudan øget forventningerne for 2022 til et resultat før finansielle omkostninger (også kaldet evot) på et niveau på 975-1.025 millioner kr. fra 935-985 millioner kr., et resultat før kurs- og værdireguleringer på 820-870 millioner kr., tidligere i niveauet 800-850 millioner kr., på baggrund af en omsætning i niveauet 1,9 milliard kr. mod tidligere i niveauet 1,8 milliard kr.

Læs også Patrizia sælger Galleri K til britisk-canadisk duo i milliardhandel

Læs også Her er ny canadisk investor i Danmark bag milliardopkøb af Galleri K

Læs alle nyheder om transaktioner her

 

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder